EMNER

S vil slås for fremtiden

FREDERIKSHAVN: Socialdemokratiet i Frederikshavn er klar til at løfte fanerne for en bedre fremtid for den gamle fiskerflække, der grundet tidernes ugunst ligger en anelse underdrejet. I den skriftlige beretning ved generalforsamlingen, der blev holdt i aftes, slår formanden, Per Thrysøe, fast, at selv om man som frederikshavner kunne fristes til at gå i sort, så er det ikke den udvej, man vælger. - Godt nok har vi en situation, som ikke er den bedste i verden set i et arbejdsmæssigt perspektiv. - Dertil kommer, at vi slås med amtet og den borgerlige regering om overlevelse på en lang række andre felter. - Men der er en ukuelig vilje hos frederikshavnerne. Derfor giver vi os ikke - derfor går vi ikke i sort, fastslår formanden. Han nævnte borgmester Erik Sørensens kamp for Frederikshavns Sygehus og MF'er Bjarne Laustsens kamp for arbejdspladserne i landsdelen. - Men det er svært i et land, hvor den borgerlige regering har bundet sig selv så stramt op på et ubehjælpeligt skattestop, som rammer forkert og er direkte skadeligt for landet, noterer Per Thrysøe. Han bad medlemmerne om aktiv opbakning til at udbrede lokale, socialdemokratiske synspunkter overalt, hvor de måtte komme frem for derved at påvirke omverden og skabe bedre udviklingsbetingelser for Frederikshavn. Den melding var folketingsmand Bjarne Laustsen også med på. - Jeg har gjort det til en leveregel hver morgen at sige til mig selv, at hvis jeg ikke har noget pænt at sige om en partifælle, så siger jeg ikke noget. Og jeg lover mig samtidigt, at jeg i løbet af dagen vil tænke og tale pænt om mindst 10 socialdemokrater, lyder medlingen fra Frederikshavns "borgfælle" Bjarne Laustsen. -cc