S vil trække tropper hjem - måske

De danske soldater skal hjem 1. juli, siger Lykketoft – måske, siger Jeppe Kofod (S)

Udenrigspolitik 1. februar 2005 05:00

KØBENHAVN: - Mit ønske er, at de danske soldater kommer hjem, når mandatet udløber den først juli. Så klart udlagde Mogens Lykketoft teksten i duellen med Anders Fogh Rasmussen søndag aften. Mandag havde han ikke lyst til at uddybe, og i stedet tog Socialdemokraternes udenrigsordfører, Jeppe Kofod, over med en mindre klar melding. - Om der skal være soldater, må vi diskutere. Det, vi bare siger, er, at vi ønsker at fokusere på genopbygningen, siger Jeppe Kofod. SFs formand Holger K. Nielsen havde ellers sat sin lid til, at Socialdemokraterne havde skiftet spor. - Jeg er meget tilfreds med Lykketofts melding og håber, at han vil stå ved den, siger han. Tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) var derimod overrasket over Mogens Lykketofts synspunkt, som han ikke deler. - Jeg mener, at det er for tidligt at sætte en dato. Det afhænger af, hvad det er for en regering, der kommer i Irak, men kan den tilvejebringe mere ro, så er tidspunktet for en tilbagetrækning kommet nærmere, siger han. Udenrigsminister Per Stig Møller (K) langer ud efter Mogens Lykketoft. Han mener ikke, at det er tid til at "ryste på hånden", og vil ikke ind i en diskussion om, hvornår de danske tropper skal hjem. - Hvor længe de skal blive, ved jeg ikke. Jeg synes ikke, man i dag skal slå hånden af demokratiet og sige, at nu kan I passe jer selv, siger Per Stig Møller.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...