Naturvidenskab

Så blev det endelig jul igen...

Julesange fra klare stemmer nåede op under buede lofter

FREDERIKSHAVN:Ganske som julenat, sænkede varmt, blødt mørke sig over de kolde, hvide vægge i Frederikshavn kirke onsdag aften. Til sidst kunne man kun skimte juletræet med sin pynt i baggrunden. Bænkeraderne var besat med mørke publikumsprofiler, sidemanden blev endelig tavs og føddernes skramlen holdt inde. Så drejede håndtaget og kirkens tunge træport knagede - før den gik rigtigt op. Og i mørket kom først ét lys, siden flere og flere, og til sidst et blinkende hav af lys, inder. mørket endelig åbnede sig helt. Det var Kammerpigerne, Stuepigerne, Oldfruerne og Musikspirerne, der, med lys i hånd, på rad og række vandrede ind i kirken - syngende "Pur var englens kåbe". Tankerne begyndte at køre på frihjul, som altid, når en øjebliks fred blev bredt behageligt ud. Pludselig blev julen andet og mere lange huskelister, ditto ønskelister, kommercielt ræs og sidste-øjebliks-indkøb af håbløse gaver. Egentlig skulle man altid sidde i mørke i kirken, så man kunne koncentrere sig om det væsentlige - nemlig det budskab, der lyder ud i stilheden. Uanset om det lyder fra prædikestolen eller fra koret. Derfor virkede indledningen til en musikalsk aften også meget stærkere. Men lyset blev tændt igen, for selv Birgit Munch & Co. kan ikke synge efter noder, hvis de ikke kan få øje på dem! Og publikum missede med øjnene i det kunstige lys - som om man skulle til at morgenvågne helt forfra igen. Koncerten var en fin blanding af sang for de øvede og for de mindre øvede - nemlig publikum. Og efter det musikalske indtog sang alle med på "Det kimer nu til julefest". Herefter fulgte Kammerpigerne og Oldfruernes fortolkning af en række populære julesange, bl.a. "Nu tændes tusind julelys", "Som en sky decemberfugl", "O come all ye faithful", The Christmas Bell" og sangen om den allerførste jul, da Jesus kom til Verden - "The first Nowell". Og pludselig fik man nemt ved at forestille sig en midnatsblå himmel, garneret med klare, blinkende stjerner, uldne får på korte, sorte tændstikben, begravet i højt græs og tre, meget trætte, støvede mænd i farvede kåber - på rejse så langt fra hjemmet i et fremmed land. Ude for at lede efter en konge, de havde hørt om på den anden side af deres globus. En konge, de siden fandt svøbt og liggende i en krybbe, fordi der ikke var plads i herberget. Herefter blev den gamle, klassiske Maria-vise fra 1600-tallet sunget af kor og publikum. Og tankerne løb legende over den frosne jord midt i den kolde vinter, hvorfra det lykkedes den lille rose at bane sig vej et nat ved vintertide i Betlehem, ganske som profetens havde spået det i sine trøsteord. En nat, hvor vejret var helt anderledes end det beskidte sjap, der skyllede rundt langs fortovene i Frederikshavn denne onsdag. Ikke meget julevejr over det - og heller ikke meget julevejr i sigte, hvis man skulle lytte til vejrprofeternes elektroniske forudsigelser. Organist Thomas spillede Boëlmann's "Paraphrase pur uneLaudate Domino". Han blev afløst af Kammerpigerne, der sang "A Winthers Tale", og de fik selskab af Oldfruerne i en række engelske og amerikanske julesange - heriblandt "Mary's Boychild" og "Jingle Bells". Og imens trillede de små Musikspirer rundt på mødrenes skød, for at få mest muligt med af forestillingen, når de store sang. Og de små skulle tie stille. Så sænkede mørket sig igen vederkvægende over kirken, stearinlysene blev tændt. Kammerpiger, Stuepiger og Oldfruer dannede en lysende, syngende æresvagt langs stolerækkerne og publikum blev sunget ud. Og så var det endelig jul - helt ind i hjertet.