Så blev han fanget - gerningsmanden

Fem stjerne til næstsidste afsnit i tv-dramaet Forbrydelsen

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Her ser vi så Ørnen (Jens Albinus) i en mindre birolle som advokat. Men vi er nødt til at bringe dette billede, for at kunne fortælle, at hans rolle hedder advokat Buhmand. Det var dog et ualmindeligt herligt advokat-navn.

TV:Så fik vi omsider fanget vores gerningsmand. GM som han er benævnt i rulleteksterne. Men som vi længe også har skrevet, så handler dette ikke om at fange gerningsmanden, men om at fange forbryderen. Og forbryderen er den person, der har mishandlet Louise.

Men hvem er det så?
Tjah, vi kommer vidt omkring. I hele afsnit 9 har Reinhardt været den hovedmistænkte. Og så er han pludselig uskyldig alligevel, indtil fornyet mistanke vælter ned over ham.
I sidste afsnit havde vi travlt med at mistænke Christoffer Kamber – statsministerens bror. Og hvad er det lige med Karen og hendes hemmelige møde med Reinhard? Der skete der vist også noget, som ikke helt tåler dagens lys.
Men der er masser af andre spor, der skal forfølges. En nøgle til dramaet er uden tvivl det nøgleknippe, som statsministeren får af aktivisten Sally hen mod slutningen.
En nøgle til hvad? En lejlighed. En postboks? En garderobe? Er det i virkeligheden statsministeren, der skal opklare dette drama eller komme med det forløsende spor.
Vi skal også bemærke, at Robert Zeuthen nu er bevæbnet. Han ser pistolen i sin garderobe. Og når vi ser sådan en pistol så tydeligt, betyder det, at den skal anvendes. Sådan er spillereglerne for denne slags drama. Man må aldrig vise et våben, der ikke bliver brugt!
Så ender Zeuthen måske i næste afsnit med at skyde forbryderen? Eller skyder han i virkeligheden gerningsmanden? Og hvis han gør det, så kan han jo ikke indfri sit løfte til Maja om, at i fremtiden skal de være sammen alle fire. Hele tiden. For så skal han jo også ind og ruske tremmer
Der er mange ting, vi ikke ved. Kun ved vi én ting, og det er at forbryderen først afsløres til allersidst, samt at det er en person, vi alle kender.
Men vi skal jo også have fundet Emilie Zeuthen. Hun er anbragt i en tryktank, og om at døgns tid er der ikke mere luft tilbage. Så kvæles hun. Og det kan vi naturligvis ikke have. Det er også derfor, at gerningsmanden nu vil vise Sarah Lund hvor han gemmer Emilie. Han vil ikke fortælle det. Han vil vise det. Stikker han af i næste afsnit? Det må vel være hans plan, siden han ikke bare kan sige, hvor han har gemt barnet.
Han har dog tillid til Lund. Hun er måske det eneste menneske, han har tillid til. Men de to har jo også et skæbnefællesskab: De har begge svigtet deres barn. De har ikke været til stede. De har været travlt optaget af andre gøremål. Hun af sin politimæssige karriere. Og han har været hjemløs. De forstår ganske enkelt hinanden de to.
Og nu er de taget på helikoptertur sammen. Det må jo betyde, at Emilie i virkeligheden ikke er så langt væk hjemmefra, som vi alle har troet, siden hun kan nås med en helikopter. Hun er tæt på. Det er opklaringen af dette drama også. Det sker i næste uge.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.