Teater

Så bløw de æ møj bæir

De Nattergale fandt ud af at stå på en scene, at møve sig ind på tv-stationer og at sige uhadada. Nu er læretiden udløbet

- Jeg har da vist taget tyve kilo på siden dengang, og så havde jeg mere hår under den der hat, end jeg har i dag, konstaterer Uffe. Carsten mumler et eller andet om briller, og Viggo nøjes med at lade blikket glide mellem de to og et yngre billede af trioen iført hvidt sommerdress og henholdsvis sixpence, banjo og bøllehat. Billedet stammer fra Ribe Revyen i 1983, hvor de to gymnasiekammerater Viggo Sommer og Uffe Rørbæk første gang mødte Carsten Knudsen. Da publikum havde grinet af, og scenen var pillet ned, blev de tre enige om at blive sammen. Nu er det slut. Efter en tur i sommerhus har de sammensat cd- og dvd-samlingen ¿The Boks¿, og med den sætter de et stort sort firkantet punktum for 24 år som De Nattergale. I løbet af de år lærte de danskerne at synge ¿uha-dada¿, at vippe med hånden og sige bob-bob samtidig, og at kraftudtrykket knaldhamrende kan sættes foran de fleste - skråstreg - næsten alle andre ord. Så en æra er forbi. Eller sagt i en mere passende jysk jargon: Deres læretid er udløbet Gennembrud fra dengang Egentlig betragtede de nok mest sig selv og hinanden som musikere, og drømmen var at blive de nye TV2 eller Gnags, men som Carsten siger: - Jeg var jo næsten aldrig ude at spille nogen steder, og den ene gang, det endelig lykkedes at få et job, så brændte vi alle højttalerne af. Lige dele humor og musik blev blandingen, der fik de tre nattergale vestjyder til at hænge sammen, og det vestjyske tungemål blev omdrejningspunktet. - Det var jo det, vi kunne, siger Uffe. - Og når man tog et andet sprog på, så turde man gå ind på en scene. Man havde jo allerede lavet en stor figur bare gennem sproget, forklarer Carsten. Men tilkæmpet mod var ikke nok. De første år turnerede de rundt på små værtshuse, indtil de først i 1989 iført vejarbejderkostume brød igennem med ¿Uha, da-da¿. - Men det ville have været meget sværere i dag, siger Viggo. Dengang nød de nemlig godt af at være med i lørdagsunderholdning som DR Hitlisten, Eleva2eren, og Meyerheim After Eight. - Tv-kanalerne turde at tage nye ukendte navne ind lørdag aften i bedste sendetid. I dag ser vi på folk, der ikke kan synge, eller kendte, der ikke kan danse, siger Viggo og filosoferer lidt: - Det er som om, at tv-stationerne er blevet bange for at eksperimentere. Godt nok skynder de tre sig så at blive enige om, at DR2 og Zulu da har lidt af det, og at der da er flere gode navne, især på stand-up-scenen, som Anden og Jan Gintberg. Men det meste minder meget om hinanden, mener de. - Det er den somme form for humor, en masse one-liners og alt for meget, der foregår under bæltestedet, siger Uffe. Der er ikke plads til afstikkere og noget uprøvet. That¿s a good wending I 1990¿erne var tv-stationerne nemmere å snak¿ mæ¿, hvis man kom med noget nyt, mener de. Som da de tre fik lyst til at lave en julekalender. De tog kontakt til TV2 og fik et ja på den betingelse, at de selv fandt en sponsor. - Sådan ville det jo aldrig kunne foregå i dag, siger Viggo og ser lidt overrasket ud over, at det faktisk gik dengang. Men det gjorde det, og i løbet af et år fik de flikket 24 afsnit om Oluf, Gertrud, Benny og the nissemænd sammen, og de kunne lancere udtryk som ¿støvledance¿, ¿a står under æ mistelten¿, ¿at puste grise op¿ og ¿that¿s a good wending¿, for gode wendinger er noget nær deres hofprodukt. Både dem, de selv fandt på, men også dem, som de i deres opvækst har lagt øre til temmelig tit. - ¿Det¿ bar¿ dejli¿¿ har vi for eksempel hørt rigtig mange gange, der hvor vi kommer fra. Det tager vi så og ganger med 1000, forklarer Viggo. Og frem gror karakterer som Gertrud Sand. En af mange figurer, som folk ofte mistænker dem for at have bygget op om én, de kender i virkeligheden. Men sandheden er, at hverken Gertrud, Regner Worm eller nogen af de andre personager bunder i én person. - Vores figurer er bygget op af karakterer, som går igen hos en masse forskellige mennesker, som vi har mødt, forklarer Viggo. For målet er at få folk til at grine, og midlet er genkendelse. - Det starter med, at man måske kan grine af naboen, når man for eksempel hører Gertrud snakke om foooodprocessor og Teneri-ferie, men der, hvor det bliver rigtig sjovt, er, hvis folk kan spejle sig selv i figurerne, forklarer Uffe. Fra bonderøve til Ishøj Så selvom De Nattergales sprog, figurer og humoren i det hele taget ligger fast forankret et sted i Vestjylland, så holder de stædigt fast i, at deres publikum også kommer andre steder fra. - Der er jo ligeså mange bonderøve på Sjælland, siger Carsten. Og det er ikke bare bonderøve. Viggo mener helt bestemt at have hørt om en muslimsk familie i Ishøj ved København, som uden problemer kunne genkende familierelationerne i kartoffelavler-familien i The Julekalender. - Og det kunne de måske også ligeså godt gøre i New York og Texas også, foreslår han. Og selvom det jyske trods alt klæber til De Nattergale som brun sovs på kartofler, så nægter de pure at være en forsamling lokalpatrioter. - Jeg kunne for eksempel aldrig drømme om at have en et stort J bag på bilen, slår Carsten fast med et sæt verbale syvtommersøm. - Nej, det ville være så pinligt, uddyber Viggo og surrer ansigtet sammen i en grimasse, der kunne tyde på, at tæerne er spændt i en maksimal krumning nede i skoene. - Hvis jeg skulle have noget bag på bilen, så ... funderer Carsten: - ... så skulle det nok være sådan en stor globus, siger han, mens han tegner en imaginær klode mellem hænderne. Men jowjow, de er da fra Jylland, og når man sådan skal se tilbage på de tre ungersvende, der mødtes til Ribe Revyen for 24 år siden, så kan Viggo da godt konkludere på gruppens vegne: - Et eller andet sted så er vi da lidt stolte over, at vi har været med til at sætte Jylland på Danmarkskortet. Aldrig aldrig Og nu er det så, at læretiden er udløbet. De er ikke blevet uvenner. Overhovedet ikke. Brønden er bare løbet tør, siger de, og efter 70-80 sangtitler, et væld af optrædener og tre tv-julekalendere synes De Nattergale ikke rigtigt, at de sammen har mere at gale op om. Så nu sætter de det punktum, og så kan de fortsætte med deres individuelle projekter. Viggo og Carsten er solister med egne shows, og Uffe skriver og instruerer til tv. Men altså, bob-bob-bob... - Den sidste julekalender lå jo heller ikke i kortene. Det var noget, vi blev opfordret til at lave, så ... Viggo tænker sig om engang: - Ja, man skal jo aldrig sige aldrig. Men lige foreløbig er der i hvert fald ikke mere at komme efter, slår de fast. Og så er der nok ikke mere at sige til det. Eller med andre ord: De¿ bår dæjlig!