Italien

Så brød jublen løs

Danmark har det ene ben i A-gruppen til næste år

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ef­ter fire kam­pe uden sej­re fik det dan­ske ishock­ey­lands­hold lør­dag en­de­lig grund til at jub­le - her over Frans Nielsens scoring til 4-0 i tredje periode.

Italien Danmark 0-5 VM Nedrykningsspil RIGA: Det har været et langt tilløb, men endelig kunne den danske jubel bryde ud, da Italien overbevisende blev fejet af isen med 5-0, og inden sidste nedrykningskamp har Danmark matchpuck - alt andet end nederlag mod Kazakhstan forlænger eksistensen, og mindre kan gøre det, hvis alting mager sig. Og det var fuldt fortjent, at danskerne endelig smagte sejrens sødme efter en kamp, hvor (næsten) alt fungerede perfekt i 55 minutter. Hvis man endelig skal dryppe en smule malurt i bægeret må det være, at holdet scorede for få mål i powerplay. - Vores powerplay kører godt, men vi får ikke udnyttet det godt nok i starten. Det gjorde vi heldigvis til sidst, så alt i alt er vi godt tilfreds i dag, sagde AaB’s Bo Nordby Andersen, der selv med vanlig fighterhjerte tog imod læssevis af tæsk både foran det italienske mål og ved banderne. Men det tænker man ikke over i glæden over de takter Danmark viste mod Slovenien blev fulgt godt og grundigt op mod Italien. - Vi spillede ligeså godt som i den kamp, og i dag fik vi så også fuld gevinst af det, sagde Bo Nordby Andersen. Det tegnede eller skidt, da italienerne fra første face off kom som skudt ud af en kanon. Efter sejren over Kazakhstan kunne de sikre sig fortsat eksistens med endnu én af slagsen mod Danmark. Derfor blev der lagt et voldsomt og højt pres i den danske zone i de første fem minutter. Men den danske defensiv bed fra sig og holdt stand, og langsomt vendte kampen. Ikke mindst fordi den såkaldte “babykæde” med Peter Regin, Jannik Hansen og Morten Madsen, fortsatte fredagens storspil og udspillede det italienske forsvar utallige gange. Desværre manglede skarpheden og det sidste held, så Danmark måtte nøjes med 1-0 i første periodepause takket være Rødovrebacken Mads Bødkers første landskampsmål, som den italienske keeper Muzzatti må tage på sin kappe. - Først ville jeg skyde den bag mål, men der var ikke andre, så jeg skød efter målet, og så gik den altså ind, grinede 18-årige Bødker om scoringen, som kom ud af det blå. Det gjorde den ikke, da storspillende Kim Staal gjorde det til 2-0 i anden periode. Men trods flere store chancer var det også stillingen inden de sidste tyve minutter, og man sad med en lille frygt for at et hurtigt italiensk mål ville skabe ny spænding. Det kom heldigvis ikke, og endelig kunne Frans Nielsen så for alvor træde ind i VM med to scoringer, inden kaptajn Jesper Damgaard ti sekunder før tid lukkede festen med målet til 5-0. Kazakhstan slog Slovenien med samme cifre, og inden sidste runde på mandag fører Danmark med tre point, Kazakhstan og Italien har hver to - med Kazakhstan forrest på bedre målscore - og Slovenien er sidst med ét point. Det betyder, at alle hold i teorien kan rykke ud, men Danmark bør selv kunne klare skærene med mindst ét point mod Kazakhstan. Indsatsen i går var i hvert fald ren A-klasse, og kan holdet finde de samme takter frem mandag bør vi have alle negle intakt, når kampen er slut. søp [ Kampfakta: Periodecifre: 0-1, 0-1, 0-3 Mål: 6.16 0-1 Mads Bødker, 37.19 0-2 Kim Staal(ass. Daniel Nielsen, Morten Green), 49.46 0-3 Frans Nielsen, 55.23 0-4 Frans Nielsen(ass Kim Staal), 59.90 0-5 Jepser Damgaard(ass. Jens Nielsen) Udvisninger: Italien 11 x to minutter + en x fem minutter, to x ti minutter + én game misconduct. Danmark fem x to minutter Dommer: Rick Looker(USA) Tilskuere: 2.640