Så cykler det igen
City-bikes er på gaden igen

Cykelstationen ved Kystvejen/Skippergade. Foto: Preben Andreasen Preben Andreasen
HIRTSHALS/HJØRRING:Så er bycyklerne med det gode danske navn ”city-bikes” på gaden igen, så de kan være til gavn og glæde for turisterne og andre, der lige står og mangler et transportmiddel.
Ligesom mange trækfugle som p.g.a den milde vinter i år viser sig noget før end normalt, har også kommunen ladet sig friste til at være i god tid. Iflg. Jørgen Thomsen Hjørring Kommune, som står for bycyklerne, plejer de først at komme af stald omkring den 1. april. Men de er i år allerede sat ud den 6. marts - renoverede og nysmurte. Her i Hirtshals drejer det sig om 50 cykler, der er placeret på 10 – 12 stationer.
I Hirtshals startede man med bycykler i 2012 og lige siden starten har lokalbefolkningen taget godt imod ideen og været meget behjælpelig med at holde cyklerne kørende, ved at tage kontakt til City Bike, hvis der er fundet bortkomne cykler eller cykler med defektheder. Hvad angår hærværk, har det været meget beskedent.
Udgifterne til at holde systemet kørende dækkes til dels af salg af reklamepladser.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.