Insekter

Så det synger

En stemme for livet Et flot portræt af Herning Kirkes korleder Mads Bille

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Mads Bille er hovedpersonen og fortælleren. Han er en eventyrlig god pædagog, og han er bestemt værd at lytte til, fordi han er så medrivende. Men halvanden time er lang tid for sådan en film.

FILM En stemme for livet # # # ¤ ¤ ¤ ”En stemme for livet” er på mange måder en bevægende film. Den er et flot portræt af Herning Kirkes korleder Mads Bille. En ildsjæl uden lige. Den giver også undervejs nogle særdeles rørende portrætter af flere korets medlemmer. De har nemlig ikke altid haft det lige let, skulle vi da lige hilse og sige. Det er også en problematisk film. Den handler om korsang, og det er jo nok til at få mange mennesker til at løbe skrigende bort. Jeg mener: Når biografbilletten er betalt, så forventer man en omgang ramasjang, spænding og følelser. Foruden alt det løse: Biljagter, sex, plot, detektiver, babes og badejern. Det får man ikke her. Til gengæld får man en god oplevelse. Man får indsigt i, hvad korarbejde er, hvor stor en opgave det er. Hvilket social ansvar det er. Og hvilken belønning det giver, når alting klapper. I filmen følger vi det blandede mands- og drengekor gennem 17 måneder. Vi starter til optagelsesprøverne eller rettere det, der kommer før: Mads Billes besøg i samtlige 27 tredjeklasser på skoler i Herning Kommune. Her er han på jagt efter drenge, der kan synge. Men sandelig også på jagt efter det, der kan gøre drengene interesseret i overhovedet at beskæftige sig med musik og kor, når Nintendo og fodbold umiddelbart virker så meget mere fristende. Men Mads Bille er en fantastisk pædagog. Han skaber et enestående sammenhold blandt sine drenge og mænd. Og han har en dyb, dyb forståelse for, hvad der rører sig i dem. Og det er lige der, at denne film bliver så rørende, så levende, så bevægende. Og så lang. Det er en dokumentarfilm, der vises i biograferne. Den varer en time og fyrre minutter. Det er ikke bare langt. Det er ekstremt langt, emnet taget i betragtning. Amerikanske Michael Moore kan holde tempo i så lang en dokumentarfilm, men han stjæler jo også med arme og ben fra spændingsfilmenes univers, foruden at han manipulerer helt hæmningsløst. Men dette er ikke Michael Moore. Dette er en film og korsang langt ude i det flade Vestjylland. Og det er en film med flere indbyggede problemer: Foruden længden er der også emnet. Mere end halvanden time om korsang gør, at filmen kommer til at henvende sig korelskere. Og dermed bliver store dele af et potentielt publikum koblet af. Det var ikke sket, hvis filmen havde varet en time. Der er også voldsomme problemer på billedsiden. Her er særdeles uheldige kontraster, hvor halvdelen af filmens billede henligger i totalt mørke eller i total overeksponering. Og det er ikke pænt, når man skal se på det i lang tid. Den afgørende fortællerstemme filmen igennem er Mads Bille. Og han er fantastisk at høre på. Filmen fortæller også om nogle af de skæbner, der ligger bag stemmerne i koret. Her er det, at filmen bliver farlig på den fede måde. Vi møder Stefan, der lider af Asperger og ikke kan holde på et job. Men som i kraft af koret får hold på tilværelsen. Men som stadig har rigeligt med problemer. Vi møder også grønlandske Miki, hvis forældre er gået til på grund af druk. Han er som 18-årig forældreløs. Og han har fået rigeligt med speed, når der skal festes. Også han står i problemer til halsen. Og også han holdes oven vande af koret. I disse portrætter er filmen tindrende smuk. Og det kunne være et andet omdrejningspunkt for filmen at følge disse fyre, som simpelthen IKKE er endt på de lukkede døgninstitutioner, fordi de har koret. Men filmen hviler mest på Mads Bille. Og jeg forstår det godt, fordi han er så enestående en fortæller. Det bliver bare for langt. Desværre. Max Melgaard max.melgaard@nordjyske.dk ”En stemme for livet” Instr.: Anne Holst Moulvad 1 time og 37 minutter, tilladt for alle Danmarkspremiere i hele landet, bortset fra Vestjylland, hvor filmen har spillet en måneds tid