Så dyrt er det at punktere din nye bil

Når nye biler med dæktryksmålere punkterer, kan det være en bekostelig affære at komme ud at køre igen

Det er ikke længere kun irriterende at punktere, for hvis du har en nyere bil, er det også blevet dyrt. Foto: Iris/Scanpix

Det er ikke længere kun irriterende at punktere, for hvis du har en nyere bil, er det også blevet dyrt. Foto: Iris/Scanpix

HELE LANDET: Har bilen eksempelvis de avancerede dæktryksfølere, der sidder i hvert hjul, kan regningen for en punktering lyde på ikke mindre end 4.150 kr. Det skriver FDMs medlemsmagasin Motor.

- Et korrekt dæktryk er afgørende for sikkerheden. Det er baggrunden for, at EU fra november har indført krav om dæktryksovervågning i alle nye biler, siger bilteknisk redaktør i FDM, Søren W. Rasmussen.

Når det fremover kan blive så dyrt at punktere i nye biler, skyldes det ikke kun den elektroniske dæktryksovervågning TPMS (Tire Pressure Monitoring System), men i høj grad også det lappekit, der i dag har erstattet reservehjulet i de fleste biler.

Lappekittet virker ved, at der sprøjtes en gummimasse ind i det punkterede dæk, som lukker hullet, hvorefter dækket kan pumpes op igen med den medfølgende kompressor.

En dyr affære

Massen nøjes dog ikke med at lukke hullet, men lægger sig også omkring den føler, der overvåger dæktrykket.

- De nye lappekit er både smarte og praktiske og gør det nemt selv at lappe dækket, så man kan komme videre. En lapning skal dog følges op af en kontrol på et dækcenter, hvilket som regel er lig med afrensning af fælg og måske udskiftning og ny kodning af trykføler, nyt lappekit og i værste fald to nye dæk. Så hvad der tidligere kunne klares for langt under 1.000 kr., bliver nu en meget dyr affære, siger Søren W. Rasmussen.

Vil du undgå at bruge de nye lappekit, har en del nye biler fortsat plads til et reservehjul. Merprisen for et nødhjul med donkraft og hjulnøgle løber dog nemt op i 1.500 kroner.

/BLM/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.