Så englene synger ...

CD Elektropop Depeche Mode: "Playing the Angel" "Pain and suffering in various tempos". Sådan lyder varedeklarationen på Depeche Modes 11. album kort og godt – og for pokker, hvor er det altså bare fremragende. Fire år efter den voldsomt søvndyssende "Exciter" og senere et par slatne soloalbums fra Martin Gore og især Dave Gahan, er de gamle elektropop-guder i Depeche Mode tilbage med et monster af en plade, der gør alle tanker om snarlig pension til skamme. For ganske vist har Essex-trioen netop fejret sølvbryllup, men "Playing the Angel" er lyden af et band fuldt ud på omgangshøjde med sit talent og uden synlige tegn på at sænke farten. Faktisk er Depeche Mode denne gang så vitale, mørke og velklingende, at sangene udmærket kunne ligge i naturlig forlængelse af 80'er-mesterværkerne "Black Celebration" og "Music For the Masses" – og det siger ikke så lidt. At lytte til "Playing the Angel" er som at lægge øre til en lydmæssigt opdateret udgave af klassikerne, ikke bare i stemning, men også i tematik, overskud og grandiositet – sangtitler som "The Sinner in Me", "A Pain That I'm Used To" og "The Darkest Star" siger vist alt. Alligevel føles det på intet tidspunkt som om d'herrer Gore, Gahan og Fletcher gentager sig selv. "A Pain That I'm Used To" starter det hele med et inferno af luftværnssirener, der dog hurtigt overlader pladsen til trioens velkendte synthlyd – pumpende, primalt og umuligt ikke at rykke på. Det samme gør sig gældende for "John the Revelator", hvor vi får hårdkornet elektrorock og lindrende gospelomkvæd i et inciterende mix, som må give enhver rock-dj våde øjne. "Precious" og "I Want it All" giver os fine popøjeblikke at drømme i, mens "Lillian" balancerer på en knivsæg mellem elektrobrud og spacede synths – og langt, langt inde bag trommemaskiner og andet nørderi synes at rumme stumper af "Enjoy the Silence". Som noget helt nyt har Dave Gahan også fået lov til at skrive sange til pladen – det plejer ellers at være Gore og kun Gore, der spinder nettet af sange til Depeche Mode, men mon ikke det har været et krav fra Gahans side for at deltage i projektet? I hvert fald har sangeren ud over "I Want It All" ført pennen på den afdæmpet smertende "Suffer Well" og et af albummets mørkeste momenter, "Nothing's Impossible", der i dræven stil maler billeder af desperation, men dog med lys forude. Alle klarer de enhver tænkelig Depeche Mode-lakmusprøve til topkarakter, og "Playing the Angel" er et album, der inden for genren kun lader sig overgå af det allerbedste fra bandets eget bagkatalog. Mere er ganske enkelt ikke rimeligt at forlange. Rasmus Hougaard kultur@nordjyske.dk Depeche Mode: "Playing the Angel". Udgivet af Mute/EMI. Udkommer mandag.