Så enkelt - så stort

KONCERT Hans Theessink- solo. Dissing & sønner Så enkelt. Så godt kan det gøres. Den hollandskfødte bluesguitarist Hans Theessink kom, så og vandt om ikke prinsessen og det halve kongerige, så hele C.W. Obels Plads' fulde og udelte opmærksomhed, da han indledte Den Blå Festival en blæsende torsdag eftermiddag. Hans Theessink var ikke mere end 12-13 år gammel, da han tunede ind på det nu hedengangne Radio Luxembourg og tilfældigt hørte bluesguitaristen Big Bill Broonzy. Så var der ingen vej udenom. Theessink måtte have sig en guitar og afsted til pladebutikken for at få en bluesskive. Ekspedienten tøvede ikke, men stak straks knægten en lp med dixielandmusik. -Det var før du kunne lære at spille blues efter DVD eller en videoskole. Jeg måtte klare mig New Dutch Swing Band, konstaterede HansTheessink fra scenen. Som Den Blå fik råd til, fordi Theessink er i landet for at deltage i sin danske datter Marias bryllup. Men nummeret han lærte dengang for over 40 år siden "St. James Infirmary", har han stadig på repertoiret, og her på pladsen fik vi denne klassiker sammen med en stribe andre funklende perler fra Mississippi-deltaet, hvor bluesmusikken blev født. Bevæbnet med tre kasseguitarer, en dobro og et par mundharper betog Theessink hele pladsen med sin fuldtonede mørke stemme i numre som "Mercury Blues", "Mississippi" og "Big Bills Guitar". Theessink solo får med enkle virkemidler hele pladsen til at svinge og sågar synge med på omkvædet til Leadbellys utroskabssang "My Girl", mens han tramper rytmen, slår på guitaren, synger og mundharpevræler beåndet blues frem. Og så spiller manden blændede guitar og veksler ubesværet mellem fingerpicking og følsom slide. En humoristisk hurtig boogie "Walking The Dog", en fræk Chuck Berry-fortolkning af "Maybellene" og som afslutning og ekstranummer en helt ny sang"Little Girl" om at spadsere den elskede hjem, og hvad vil pigens mor dog sige til det. En god oplevelse, hvor en sand bluesmester ikke alene fik point for sit spil, men også på sine småanekdoter undervejs om, hvorledes du tackler at skulle spille et seks timers nytårsaftenjob på Stenafærgen på vej til Göteborg og kun have publikums opmærksomhed i 20 minutter. Du fletter Greensleaves, Lille Peter Edderkop og den hollandske nationalmelodi, og hvad du ellers kan, ind i alt, du spiller. Den gode anekdote, den snurrige detalje og den lange omvej for at få sagt noget stort om noget bittesmåt og meget menneskeligt. Ligesom Theessink evner vores store folkelig troubadour Povl Dissing – og se så at få stavet det navn ordentligt i programmet – at skabe en fortrolig og varm stemning, når han indtager en scene. Og det blev da også en frydefuldt sæt som han og sønnerne, Jonas og Rasmus, samt vennen Las, leverede for en efterhånden ganske proppet plads. Dansk folkemusik er vel også en slags blues. Sættet blev indledt stilfærdigt og indtrængende alvorligt med nummeret "Tynd Røg" om at tage godt imod de fremmede. For hvem kan egentligt helt præcis sige, hvor mange der egentlig kan sidde om sådan en ild og lidt vin. I begyndelsen lød gruppen lidt rutinepræget, men tingene fik lov til at folde sig ud, og hurtigt blev stemningen intim og meget nærværende, mens far Dissing med rullende øjne foldede sine kringlede historier om menneskelivets store og små problemer ud. Understøttet af Jonas vrælende mundharpe og Rasmus på fuldfedt orgel, mens Las spandt elektriske guitartråde omkring hele eventyret. Gode numre som "Græsset Må Betrædes" og "Tak for Nu" er ikke at kimse af, men det er, når far finder posen med tryllestøv frem og tolker – ja, sig det selv – Benny Andersen - at du for alvor bliver grebet om hjertet. Omkring "Skvalderkålblues" var vi solgte, og når den så bliver fulgt op af "Svantes Lykkelige Dag", er vi ikke blot solgte. Vi er solgte til stanglakrids, for hvem elsker ikke at "om lidt er kaffen klar". Og der blev plads til endnu en klassiker. "Svantes Svanesang" om at "Mor jer nu godt, mens jeg er borte. Jeg ønsker jer sange og kærlighed". Dissings sangtolkning af Bennys ord rammer os dybt og rent. Ganske ligesom den blå blues. Og så var der ekstranumrene "I Shall Be Released" og "Snehvidekys" efter massiv publikumsfremklapning. En flot aften i selskab med to store kunstnerer. Hvor Theessinks instrumentale mesterskab blev sat i relief af Dissings indtrængede folkelighed. Så enkelt. Så godt kan det gøres. Bent Stenbakken. bent.stenbakken@nordjyske.dk Hans Theessink, Povl Dissing & sønner, C.W. Obels Plads, Blå Festival, Aalborg, torsdag aften.