EMNER

Så er de nye tog på skinnerne

Skagensbanen bliver befærdet med nye, blå lyn fra søndag

SKAGEN/ FREDERIKSHAVN: En lille, sort hundehvalp ved navn Mille ligger sig godt til rette under sædet, og efter få munutter sover hun trygt. Stilheden og den jævne kørsel passer fint til Mille, som sammen med sin menneskelige familie var en af passagererne, som i denne uge var med på Nordjyske Jernbaners prøvekørsler af de nye Desiro-tog, som fra søndag indsættes permanent på de ny-udskiftede skinner mellem Skagen og Frederikshavn. Mange har udtrykt utilfredshed med reduceringen af stoppesteder, men ser man på selve toget og kørslen er de fleste tilfredse. - Mange af de passagerer, vi har haft med, har udtrykt stor tilfredshed med de nye Desiro-tog, siger togfører Lars Nielsen, som også selv er glad for de nye arbejdsomgivelser. - I forhold til de gamle tog er de her meget lysere, og der er højere til loftet. Og så er der klimaanlæg, så vi altid har frisk luft, siger han. Også lokomotivfører Michael Sørensen lyder tilfreds, da NORDJYSKE stikker hovedet indenfor i førerrummet. Computerstyret - Som I kan se, er det hele computerstyret og meget enkelt at betjene. Og de nye skinner betyder også, at der er færre rystelser, siger Michael Sørensen. Og noget af det, som både passagerer og personale ikke kan undgå at bemærke, er det lave støjniveauet. - Desirotogene er meget støjsvage i forhold til de gamle tog, og det har forbedret arbejdsmiljøet væsentligt, siger Michael Sørensen. Cykler og barnevogne Undervejs kommer en passager med en cykel ombord, og han triller cyklen direkte fra perronen og ind i toget. Desirotogenes indgangsparti er nemlig i samme niveau som perronerne, så derfor er man for eftertiden fri for at skulle løfte cykler og barnevogne op i toget. Billetkøb På billetsiden sker der også ændringer med indførelsen af de nye tog. Fra på søndag vil det nemlig ikke være muligt at købe billet af togføreren. Den skal i stedet trækkes i en automat i toget. - Men automaten er let at betjene, så det giver nok ikke de store problemer, siger Lars Nielsen, hvis arbejde som togfører også ændres, da det nye tog kun skal betjenes af én mand. - Mit arbejde bliver så at stige på ved tilfældige stationer på forskellige tider af døgnet for at kontrollere, at alle har gyldige billetter, siger Lars Nielsen.