Så er der bryllup i Sognefogedgården
Alle er inviteret til globryllup lørdag den 10. august
FREDERIKSHAVN: Der har tidligere været afholdt ”bryllup” på Sognefogedgården, men kun som opførelser af et amatørteater.
Denne gang er det ægte. Lørdag den 10. august kl. 14 vies et par lidt ”oppe i årene” Det er Benthe Frandsen og Harry Eriksson. Vielsen foretages af giftefoged Birgit Hansen, der er medlem af Frederikshavn Byråd.
Brylluppet vil blive holdt i gammel stil, og hvis vejret tillader det, vil selve vielsen blive foretaget på gårdspladsen på den mere end 300 år gamle sognefogedgård. De rigtige rammer er dermed helt på plads, og interesserede er meget velkomne til ”globryllup”.
Et heldigt sammenfald
At brylluppet skal afholdes netop lørdag den 10. august er et heldigt sammenfald for Sognefogedgårdens Venner, der netop har arrangeret jubilæumsuge fra 5. til 11. august i anledning af, at det er 300 år siden gården blev fæstegård, og 100 år siden at den blev sognefogedgård.
I jubilæumsugen, hvor der er åbent hver dag kl. 10 til 17, vil der være en lille særudstilling af brudekjoler, om bryllupper generelt og borgerlige vielser gennem tiderne, i samarbejde med Stadsarkivet, samt en lille udstilling om fæstegårde og sognefogedgårde.
Bryllup i gamle dage
Fra udstillingen om bryllupper fortælles der bl.a. at ægteskabet ikke altid var begrundet i romantiske drømme.
Før år 1900 var det ikke ualmindeligt at blive gift med en, som så ville give ens familie nogle privilegier, enten ved at bibeholde sin nuværende position i samfundet eller et bedre job.
Indtil omkring 1970-80’erne var det også almindeligt at blive gift hvis man skulle have barn sammen.
Bryllupsceremonien var oftest i kirken på enten en lørdag eller en søndag, efterfulgt af en fest hjemme hos en af familierne, hvor der var dækket op til gæsterne.
Menuen i gamle dage
Menuen hos en arbejderfamilie bestod i 1940’erne og 1950’erne af flæskesteg som hovedret og citronfromage som dessert, dertil har der bagefter været kaffe og almindelig lagkage.
Brudekjolen har gennem tiden haft forskellige farver og det er først indenfor de seneste 100 år, at farven hvid har været den dominerende, men der har gennem alle år været forbundet en del ritualer til bryllup. Den mere kendte er remsen for brudens klædedragt som under vielsen skal bestå af noget nyt, noget gammelt, noget lånt og noget blåt.
Sognefogedgården ligger på Mellergårdsvej 3 i Frederikshavn. Læs mere på www.sognefogedgården.dk eller på gårdens facebook-side.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.