Så er der gang i nattelivet

DRONNINGLUND:Hanerne til fadølsanlægget var endnu ikke moneret, en time før Drop In genåbnede i går, og den daglige Leder, Heidi Søndergård var helt forpustet, men tog sig dog tid til at fortælle lidt om det nye diskotek og den tilknyttede café, mens håndværkerne knoklede med at få de sidste detaljer på plads. I caféen skal der være lidt for enhver. Der står kaffe, sandwiches og andre småretter på menukortet. Lokalerne har fået nye farver, og det pink og lyserøde interiør i diskoteket har veget pladsen for mere afdæmpede farver. Der er bygget en scene, hvor der bliver live musik en gang om måneden. Typisk med 80’er-musik, der skal tiltrække det lidt mere modne publikum. Heidi Søndergaard havde gerne inviteret også de helt unge på 17 indenfor, men det vil politiet ikke være med til. - Det er ærgerligt, for mange har glædet sig, siger hun. - Om de er 17 eller 35, så får de ikke lov til at være her, hvis de er alt for fulde. Her er der trods alt lidt opsyn. Hun understreger, at ballademagere ikke er velkomne. Og hun ved, hvem der skal holdes øje med. - Vi holder øje med, hvad der sker i krogene. Vi vil have styr på det med det samme. Og den mindste antydning af, at nogen indtager stærkere sager end alkohol, resulterer i en livslang karantæne. Fredag aften var igen gang i Dronninglunds natteliv. Ungdommen dansede til livetoner fra det lokale band JanusHead til den lyse morgen.