Så er det nedturstid

Narkokriminalitet 1. september 2005 23:29

Balkangangsteren Milo, Nørrebros narkobaron, er hovedpersonen i "Pusher III". Og han er på nedtur. Nye generationer af unge foretagsomme indvandrere vil til fadet, og de har ikke respekt for Milo og hans ry som nådesløs lokal godfather - det, vi lærte at kende i "Pusher I" med ordene "Franke, du er min vææn, men...". Milo er blevet gammel i faget, og magelig. Han vil helst have, det skal køre som det altid har gjort, men det gør det jo ikke. Nye unge hanner kommer til, og de vil have hans plads. Og han er alt for tydeligt sårbar, tung i optrækket, vanepræget og så fastgroet, at han ikke engang rigtig er med på beatet, når det handler om ecstasy. Hvad koster sådan noget? Og hvor er det lige markedet er? Allerede her mister filmen sandsynlighed. Godt nok er der gået ti år siden vi sidst sås, og godt nok er Milo blevet fast gæst hos Anonyme Narkomaner for at slippe ud af sit heroinmisbrug, men helt ude af kontakt med sin arbejdsmark kan han ikke være - og så samtidig bevare så meget af sin position, som han gør. Men det er filmens historie: Her handler det om et døgn i Milos liv, hvor alt går galt. Han har meget travlt med at arrangere sin datters 25 års fødselsdag - og hun har store forventninger. Samtidig skal han så tit som muligt omkring sin afvænningsgruppe, for ikke at falde i. Og endelig skal han jo også helst holde forretningen gående. Udgiftsstrømmen er konstant og stor. Stress-belastningen får ham til at træde forkert. Han køber en sending ecstasy i stedet for heroin, som han plejer - og han overlader sin stik-i-rend-dreng Muhammed at ordne handelen. Hvorefter Muhammed forsvinder med det hele - og Milo står med et sekscifret betalingsproblem og en meget utålmodig albansk kreditor. Plus en stor fest og en forventningsfuld datter. Nu har han så en nat til at få løst alle sine problemer. Det kunne være blevet en grum, meget sort komedie. Sådan er filmen givetvis tænkt. Men den har ikke tyngde nok, og spillet omkring Zlatko Buric er ikke overbevisende nok, til at det virker. Man har en følelse af, at instruktøren, Nicolas Winding Refn, er blevet for selvsikker her, både på egne og på sine skuespilleres vegne. Der er for mange tynde steder, for mange små svigt i timingen og repliksikkerheden, og i det hele taget ikke konsistens nok til en spillefilm. "Pusher III" gør et stort nummer ud af en meget blodig effekt. Men det bliver ved effekten. Og uanset hvor godt den er udført, så kræver det altså en menneskelig dybde, hvis den skal være andet end bare effekt. Det er særlig synd for Zlatko Buric. For han har en stærk skikkelse at arbejde med og en masse personligt at putte i den. Men det er ligefrem synligt sine steder, hvor meget han kæmper for at give fylde til tynde steder i historien. Og det er ikke godt. Også Marinela Dekic, der spiller hans datter, er godt fremme i skoene med en effektiv tilstedeværelse som den kærlige arving, der også viser takter i retning af farlig og utålmodig efterfølger. Men igen - det er godt spil på en tynd baggrund. Det er svært at ryste en følelse af sig, af at det er en film, der egentlig ikke har været tid og kræfter nok til at lave helhjertet. Og så skulle man måske hellere lade være. "Pusher III" Danmark 2005. Instruktør Nicolas Winding Refn. En time, 48 minutter. Till. o. 15 år. Danmarkspremiere

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...