Overenskomster

Så er det nu!(?)

Så er det altså nu...August bliver måneden, hvor de politiske partier har lovet udmeldinger om, hvad de vil komme med som deres nye bud til vælgerne.

Bent Øberg

Bent Øberg

De vælgere, der indtil nu har måttet nøjes med spredte antydninger – først og fremmest fra Socialdemokraterne og Ny Alliance, som begge har lovet udspil. Vi venter spændt. Ny Alliance har gjort klart, at man nu endelig har sammensat den politik, der er grunden til partidannelsen. Først og fremmest gevaldige skattelettelser. Et andet slagnummer skulle være at sætte Dansk Folkeparti uden for indflydelse. Ikke desto mindre har Naser Khader og hans to medstiftere, Anders Samuelsen og Gitte Seeberg, allerede erklæret sig som støtter for en fortsat Fogh Rasmussen-regering. Altså: Mere alliance end nyt. Det stiftende trekløver får dertil de oplevelser, som det bliver, når de stifter nærmere bekendtskab med de tilløbende sympatisører, der skal være med til at praktisere deres politik. Alliance-folkenes umiddelbare sympati var formentlig udtryk for en betydende vælgergruppes oplevelse af de eksisterende partiers sammensmeltning: Vanskelighederne ved at se, hvad der skiller dem. Hertil har ikke mindst Socialdemokratiet bidraget, efter at partiet på politik efter politik er blevet overhalet – eller underløbet – af en Anders Fogh Rasmussen, som både dygtigt og smart har sat sig på den socialdemokratiske dagsorden - så faktisk intet, eller meget lidt, er blevet levnet. På skatte- eller fordelingspolitikken har socialdemokraterne accepteret, at VK-regeringens skattestop opfattes som en populær garanti mod skatteforhøjelser. Det har betydet, at Socialdemokratiet har bundet sig fast – og ikke kan (tør!) komme med egne udspil. Partiet har forpligtet sig til, at en (eventuel) ny fordelingspolitik kun kan gennemføres, hvis Anders Fogh Rasmussen og Thor Pedersen tillader det. Det er en sagtmodighed, der er uhørt i den socialdemokratiske partihistorie. Med samme begrundelse har sosserne bundet sig til den inhumane fremmedpolitik, som Dansk Folkeparti i realiteten tegner. Der er derfor meget lidt at stille forventninger om, når socialdemokraternes lovede udspil om ”en samlet politik” endelig præsenteres i den kommende måned. Indtil nu er sommeren benyttet til S-udspil om ”sikring af brugte batterier”, ”statsstøtte til computerspil” – for ikke at nævne de vægtige krav til justitsministeren om redegørelse for, hvorfor politiet bragte Rullemarie i en situation, hvor den blev smadret af en sindssyg mand – samt en efterlysning af tyveristatistikken i Københavnsområdet. Nåeh, ja, jeg glemte melodien med kravene om investeringer i jernbaneskinner (som om de er blevet slidt ned de seneste fem år!) – og Helle Thorning-Schmidts krav om forbud mod de sygehusnedlæggelser, som socialdemokratiske regionsrådsmedlemmer gennem det seneste år har forhandlet sig frem til. Plus hendes krav om højere lønninger til social- og sundhedsassistenter. I et – tør man sige – voldsomt ”indgreb” i de kommende overenskomstforhandlinger. Så, ved nærmere eftertanke: Der er dæleme go i socialdemokraterne. Eller er det iveren for at markere sig som ministertalenter i en S-regering, der er udtryk for det galskabsagtige? Hvis den kommer (S-regeringen), er det unægtelig svært at forestille sig brugbare emner fra en folketingsgruppe, hvor indlysende emner enten er flygtet – eller ved ikke-genopstillings-erklæringer har meldt fra på forhånd! Og med fagbevægelsens hyldest-håndslag til statsministeren for en kostbar trepartsaftale – der opkvalificerer de offentligt ansattes vilkår – var der grundlagt politiske aftaler uden om et socialdemokrati, der var henvist til tilskuerrollen. Et forstemmende oppositionsårsforløb. Overfor står en tilsyneladende uberørt statsminister. Som nu også er ved at gøre den forfærdende tragedie omkring Danmarks krig i Irak til en politisk vindersag – ved stort set uimodsagt at kunne begrunde den danske styrkes hjemkaldelse med, at ”missionen er fuldendt”. Alle véd, at det er endnu en løgn. For det var grundlaget for regeringens og Dansk Folkepartis krigsdeltagelse også. Det var en lammehaledikkende tilslutning til USA"s George W. Bush. Alle véd, at Irak fortsat befinder sig i en selvmorderisk og kaotisk tilstand – hvor hundredvis af irakere og koalitionssoldater dagligt mister livet. At danske soldater har været blandt ofrene er velkendt. Dannebrogssvøbte kister er kommet hjem – og modtaget af hele det officielle Danmark i sorg og respekt. En respekt for de udsendte soldaters beordrede indsats. Det forhold skal der ikke udtrykkes tvivl om. Men det har medvirket til, at krigskapitlet i Anders Fogh Rasmussen-regeringens politik har været fredet i debatten. At det danske engagement i Irak var nytteløst og katastrofalt, er en kendsgerning. Med alle mand hjemme igen er der grund til, at oppositionen retter skytset mod regeringen i den valgkamp, som de politiske partiers august-udspil kan munde ud i. Alle krige er brutale. De politiske konsekvenser burde være det samme. [ Bent Øberg bor i Aalborg og er uddannet journalist – med en fortid på 27 år i A-pressen (bl.a. Ny Tid i Aalborg i 1960’erne, chefredaktør på Bornholmeren i Rønne 1966-78), medarbejder på Jyllands-Postens Aalborg-redaktion 1981-93. I dag konsulent og politisk kommentator.