Så er det op på hesten igen!
Jens Gram fra Skagen har brugt halvandet år på et ambitiøst projekt. Og han var helt sikker på, at borgmesteren havde skudt projektet til jorden

Jens Gram fra Skagen står i spidsen for en såkaldt Socialøkonomisk Virksomhed, som er et tilbud til for eksempel sent udviklede. Frederikshavn Kommune har givet tilladelse til, at Virksomheden får brugsretten over Hedeboskolen, der ikke længere fungerer som skole. Foto: Peter Broen Peter Broen
SKAGEN:Jens Gram fra Skagen er direktør i eget firma.
Men han er også formand for Skagen Håndværker og Industriforening, og så er han ildsjæl og igangsætter.
Han har brugt det seneste halvandet år på at søsætte et ambitiøst projekt.
Projektet skal hjælpe svage borgere i kommunen, der ikke har kontakt til uddannelse eller arbejdsmarkedet.
Det kan for eksempel være tale om sent udviklede eller folk med ADHD.
Kommunen har et ansvar for disse borgere, og formålet er at tilbyde en meningsfyldt hverdag, hvor der for eksempel løses konkrete opgaver i små værksteder
Projektgruppens medlemmer, der kommer fra Skagen og Aalbæk, har blandt andet undersøgt muligheden for, om de kommende brugere kan vedligeholde Skagens mange udlejningscykler.
Frederikshavn Kommune har allerede givet tilladelse til, at projektet får base på Hedeboskolen i Skagen, der ikke længere bruges som skole.
Men noget i kommunikationen er gået helt galt, og derfor har projektet været tæt på at blive skrottet.
- Vi har holdt mange møder med embedsfolk. Men det har været som om, at det har været svært at trænge igennem med vores ideer, fortæller Jens Gram, der i begyndelsen af december fik den helt store skuffelse.
Borgmester Lars Møller (V) sendte et brev af sted til projektgruppen.
I brevet konstaterer borgmesteren blandt andet, at ”tiden ikke er inde til projektet”.
- Da jeg læste brevet, troede jeg helt klart, at vores projekt var blevet skrottet, siger Jens Gram.
Men sådan forholder det sig tilsyneladende ikke.
NORDJYSKE ringede til Lars Møller, der straks konstaterede, at han synes, at der er tale om et godt og interessant projekt.
- Derfor skriver jeg jo også i brevet, at ideen er for god til blot at lægge i skuffen.
- Men det er vigtigt, at projektgruppen bliver mere konkret i deres beskrivelser, siger Lars Møller.
Han understreger samtidig, at Frederikshavn Kommune har behov for at kunne henvise blandt andre sent udviklede til tilbud som det i Skagen.
- Kommunen har et ansvar. Der er ikke plads nok til disse borgere på det private arbejdsmarked, og kommunen skal derfor sikre, at de får en stabil tilværelse, siger Lars Møller.
Jens Gram er glad for meldingen fra borgmesteren.
- Noget er kikset i kommunikationen. Det her er en glædelig udvikling. Næste skridt for os er at sørge for, at beskrivelserne af projektet bliver mere konkret, siger Jens Gram.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.