Advokatvirksomhed

Så er det slut med en advokat på kanten

Efter flere års kamp med SKAT har Hanstholms sidste advokat drejet nøglen

I mere end 30 år havde Ronald Juel Pedersen sin næsten daglige gang i den nu hedengangne Byret i Thisted. Nu bliver det kun som klient for en anden advokat i hans egen konkurssag. Arkivfoto: Peter Mørk

I mere end 30 år havde Ronald Juel Pedersen sin næsten daglige gang i den nu hedengangne Byret i Thisted. Nu bliver det kun som klient for en anden advokat i hans egen konkurssag. Arkivfoto: Peter Mørk

Mandag i sidste uge sluttede mere end 30 års advokatvirksomhed i byen. Skat begærede det enmandsejede advokatfirma Ronald Juel Pedersen konkurs og samme dag måtte han aflevere nøglerne til kontoret i Hanstholm Centeret til en kurator. - Det er på mange måder helt min egen skyld, siger han og fortæller, at i begyndelsen af 90erne valgte han og fire andre at sælge et fællesejet selskab til en investor. Investoren ville nemlig udnytte en skattegæld i selskabet og den type investorer blev senere kendt som selskabstømmere. Ronald Juel Pedersen forklarer, at det overhovedet ikke var noget ulovligt, men det problematiske for ham og de fire andre var, at køberen af selskabet ikke indfriede skattegælden, men lukkede selskabet. - Højesteret dømte senere sagerne til, at sælgerne havde en erstatningspligt. Inden da havde han og mange andre kørt skattesagerne frem og tilbage mellem landsretten og Højesteret, men i begyndelsen af 2001 faldt afgørelsen fra den øverste domstol. Ronald Juel Pedersen og hans lille firma "sloges" med Skat om pengene, som i alt var omkring 6,5 millioner kroner. Et pænt beløb over de 60.000 kroner, som advokaten selv fik ud af handlen i 1992. - Men da Højesteret dømte alle til at skulle dække solidarisk, så står jeg også for hele beløbet. Hvis han skulle betale efter udbyttet dengang, ville det måske være omkring 150.000 kroner i dag. Han aner ikke, om de andre fire har fået samme krav, men uanset det, så bliver der ikke tale om, at der bare er antydningen af de værdier i hans nu lukkede firma. - Det er lidt mærkeligt at tænke på, at nu får Skat slet ikke nogen penge. Før arbejdede jeg jo og betalte skat. Han fortryder i dag, at han gik med på ideen dengang, men han erkender fuldt ud, at sådan er det altså nu. - Jeg skal aldrig mere være selvstændig. Samtidigt kan han også se, at et enmandsfirma som advokat i de nye tider efter retsreformen og de geografiske afstande til retsbygningerne fra byerne i udkanten af Danmark, ikke rigtig er økonomisk rentabelt længere. Selv om Ronald Juel Pedersen har rundet de 61 år, så ser han på en måde frem til at få sig et job. Og han er egentlig ligeglad med, hvad det er. Som advokat er han ikke sikker. Foreløbigt ligger hans bestalling under lås og slå hos skifteretten. Samtidigt er han også begyndt at forstå de arbejdsløses frustrationer over de metoder, der bruges af Staten til at "styre" dagpengemodtagerne. - Måske kan jeg få en efteruddannelse! Jeg havde til 1980 en skibsførereksamen, den kan jeg måske få igen. Så selv om både han og hustruen ikke har det godt med situationen, har han ikke glemt den humoristiske tilgang til den nye tilværelse.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst