Lokalpolitik

Så er det slut med kassetænkning

Kommunen vil nu holde skarpt øje med om Bauhaus overholder planloven, og det kan ende med politianmeldelse.

Kassetænkning er fortsat et stridspunkt mellem Bauhaus og Hjørring Kommune. Arkivfoto: Hans Ravn

Kassetænkning er fortsat et stridspunkt mellem Bauhaus og Hjørring Kommune. Arkivfoto: Hans Ravn

Kommunen tog imod Bauhaus med åbne arme, da byggemarkedet kom til byen i 2008, men nu skærpes en langvarig strid om de oprindelige aftaler for det store gør-det-selv-mekka. Kommunen mener, at Bauhaus fortsat praktiserer at drive forretningen som en stor butik, selvom det oprindeligt blev slået fast, at der var tale om fire adskilte afdelinger med hver sin kasselinje. - Det er ikke rimeligt, at de fortsat løber fra de oprindelige aftaler, siger formand for kommunens teknik- og miljøudvalg, Jørgen Bing (SF). Nu skærpes tonen og kommunen varsler, at medarbejdere i nærmeste fremtid vil holde et vågent øje. - Hvis de stadig bryder reglerne, må udvalget overveje en politianmeldelse, siger Jørgen Bing. Planloven giver ikke Bauhaus lov til at sammenbygge fire butikker til én stor butik med den nuværende sammensætning af varegrupper. Det har både tidligere miljøminister Troels Lund Poulsen og nuværende minister Karen Ellemann givet kommunen ret i. Pladskrævende varer En stor forretning ville kræve, at størstedelen af forretningen udelukkende handler med pladskrævende varer, skrev Karen Ellemann til kommunen allerede i efteråret sidste år. Bauhaus hævder imidlertid fortsat, at forretningen er lovlig og de har lovet at fremlægge dokumentation for deres påstand. - Men det har knebet med at få dem til at komme med den nødvendige dokumentation, og derfor er vi nu nødt til at skærpe tonen, siger Jørgen Bing. Kommunen får da også klager fra både konkurrerende forretninger og borgere, der ikke mener, at Bauhaus overholder aftalerne om, at havecenter, byggemarked, tømmerhandel og drive-in tømmerhandel skal være fire adskilte afdelinger med hver sin kasselinje.