Så er det Solhavens tur

De har i høj grad profiteret af opholdet. Solhaven behandler nemlig ikke - de (gen)opdrager. Allerede i 1999 udkom bogen "Det er så fucking træls" skrevet af Benny Lihme med forord af daværende socialminister Karen Jespersen. Bogen blev til efter et par års tæt kontakt og 90 dages deltagerobservation. Bogen blev støttet af Egmontfonden og Socialministeriet. Når man læser bogen, bliver man meget hurtigt klar over, at Solhaven allerede dengang i nogle år havde været et fænomen i arbejdet med de mest udsatte, udadreagerende unge. Det var/er blevet kendt som stedet, hvor man tager de mest belastede og kriminelle, de "uanbringelige", og holder fast på dem i et forsøg på at få dem ind på et andet spor - et forsøg, der gennem årene meget, meget ofte er lykkedes. Det interessante er at se, hvem det er, der nu vender sig mod Solhaven. Gennem årene har de socialrådgivere, pædagoger og i sidste ende diverse politikere - til trods for prisen for et ophold på Solhaven - været særdeles begejstrede for opholdsstedet. De har løst opgaver, som ingen andre magtede - nøjagtigt hvad de også er sat i verden til. De unge, der nu står frem og fortæller om alle de "fæle" oplevelser, de har været udsat for på Solhaven, glemmer helt, hvorfor/hvordan de "bød op til dans". Alle kritikerne glemmer helt, at de unge groft sagt har været adskillige år om at "kvalificere" sig til et ophold på Solhaven. Netop prisen for et sådant ophold har gjort, at man ofte betragtede Solhaven som den sidste mulighed, f.eks. inden (ungdoms)fængsel. Solhaven har løst kolossale problemer for hele det sociale system. Netop nu fokuseres der meget på, at drengebørn helt ned i børnehavealderen ikke føler, at børnehavens tilbud til dem er spændende eller udfordrende. Og denne opfattelse deler mange drenge hele skoleforløbet igennem - de føler, at skolen er lavet for piger af piger. Når de så kommer i teenageårene og måske har behov for en socialrådgivers eller socialpædagogs hjælp/støtte - ja, så møder de igen kvinder, som de i øvrigt også gjorde i fritidsinstitutionerne. De er alvorligt trætte af piger/kvinder. Det helt groteske så vi så, når kommunen bevilgede en "hjemme hos"-støtteordning til en grundig skoletræt teenagedreng. Minsandten om kommunen så ikke igen sendte en "pige". Når så alt andet var prøvet og kasseret af de unge - primært drenge, så var sidste station Solhaven. Her mødte/møder de ikke voldsomt mange "piger" - i hvert fald ikke nogen, der "ligner" dem, de hidtil har mødt. Solhavens principper har ligget velbeskrevet, siden Benny Lihme gjorde det i 1999. Hvad er det, der nu overrasker alle Solhavens kritikere? Faktisk har netop de selv samme kritikere ofte været med til at "kvalificere" den unge - ofte en dreng - til opholdet på Solhaven. I min opfattelse ville det klæde koret af kritikere at se virkeligheden i øjnene - medmindre de ønsker at fastholde de unge i en rolle, der kan blive både stort og bekosteligt for samfundet. Alternativet vil ofte være fængsel, og erfaringerne herfra mht. "opdragelse" af unge er ikke eftertragtelsesværdige. Parallellen til Mogens Frohn Nielsen og hans Fulton-projekt synes nærliggende. Men hans projekt fik man jo også med stor succes lukket. Mon ikke der også var nogen, der fortrød det? Men da var det for sent.