Så er det tid til at melde sig til sommerens Skovspil
Når Teaterforeningen Skovspillene til sommer nok en gang inviterer til friluftsforestilling i Jægerum Søpark, vil turen gå til den herlige Kardemomme By. Det er ikke første gang, at foreningen prøver kræfter med Thorbjørn Egners fortælling om denne bys skønne blanding af folk, røvere og dyr. For elleve år siden kunne publikum således også opleve Kasper, Jesper, Jonathan, tante Sofie og politimester Bastian - dengang på friluftsscenen i Sdr. Skovsgård Skov. Det blev en særdeles afholdt forestilling, både hos aktører og publikum, og Teaterforeningen Skovspillene finder derfor tiden inde til atter gives sig i kast med den. - Også fordi de sidste par somre har budt på forestillinger, der især har henvendt sig til det voksne publikum - nu skal en decideret familieforestilling igen på plakaten.
Startskuddet til arbejdet med Folk og røvere i Kardemomme By lyder søndag 19. februar kl. 13.00, hvor der indbydes til informationsmøde og audition på Skovsgårdskolen. Her kan man høre nærmere om selve forestillingen og tilblivelsen af den, og der er mulighed for at tilmelde sig til den. Alle børn og voksne, der kunne have lyst til at medvirke som skuespillere i enten større eller mindre roller, eller som kunne tænke sig at give en hånd med bag ved scenen, opfordres til at møde op.
Ligesom sidste år, hvor Landmandsliv opførtes på den smukke søbred, vil Per Iversen som instruktør stå i spidsen for opsætningen. Prøverne på Folk og røvere i Kardemomme By forventes at gå i gang i slutningen af marts, og der er premiere søndag 25. juni, hvorefter der spilles i dagene frem til og med torsdag d. 29. juni.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.