Så er det ved at være tid...

For selv de seneste er der stadig håb om et juletræ

Carsten Hougaard
John Vinstrup, Savværket Thy, har etableret sig en veritabel nebengesjæft efter, at han for fire år siden valgte at supplere indkomsten fra savværket med salg af egne juletræer. Foto: Carsten Hougaard
EMNER 21. december 2010 22:15

John Vinstrup, Savværket Thy, har etableret sig en veritabel nebengesjæft efter, at han for fire år siden valgte at supplere indkomsten fra savværket med salg af egne juletræer. Og skønt, det tirsdag over middag kun var tre dage til juleaften, så valfartede en lind strøm af købere til ejendommen ved Oddesundvej. Og det er slet ikke så unormalt, fortæller John Vinstrup. - Jeg har faktisk oplevet, at en småbørnsfamilie dukkede op sidst på eftermiddagen 24. december, fortæller han. Men også det kan klares. Ifølge John Vinstrup kan man nemlig sagtens finde et pænt træ, skønt der er blevet tyndet godt ud i plantagen. - Den ene del af plantagen har jeg selv været igennem tre gange for at finde brugbare træer. Men smag og behag er jo forskellig, og efterfølgende kom der en kunde, der alligevel fandt et træ, han ville købe, siger han. Generelt gælder det ifølge John Vinstrup, at folk er meget længe om at finde det rigtige træ. Det ligner faktisk en hel videnskab, når familien drager ud for at finde nåletræet til højtiden. John Vinstrup har i år valgt kun at sælge træer til private. Til næste år vil han dog gerne lægge billet ind på det attraktive eksportmarked for nordmannsgran. Til formålet har han tidligere på året plantet 4000 træer på adressen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...