Udland

Så er EU's vækst- og jobpagt en realitet

EU's stats- og regeringschefer har blåstemplet den knap 900 milliarder kroner store vækst- og jobpagt.

Så er EU's vækst- og jobpagt en realitet

Så er der ikke være nogen vej tilbage.

EU får en vækst- og jobpagt med tiltag for knap 900 milliarder kroner. Det har 27 EU-ledere fredag endelig besluttet på deres topmøde i Bruxelles.

Der var ellers for en aften og en halv nat tvivl om, hvorvidt pagten ville blive til virkelighed. Men skeptiske Italien og Spanien fik deres indrømmelser.

Netop vækst og beskæftigelse har været et nøgleord under det danske EU-formandskab, og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) jubler over, at missionen lykkedes.

- Jeg er selvfølgelig meget tilfreds med at kunne afslutte det danske formandskab, der fra starten har handlet om økonomisk politik, vækst og beskæftigelse med en egentlig vækstpakke.

- Den indeholder en række elementer, som på en meget konkret måde vil skabe ny vækst og beskæftigelse i Europa, siger Thorning på sit afsluttende pressemøde.

Med aftalen vil EU-landene nu skyde 75 milliarder kroner ekstra ind i Den Europæiske Investeringsbank, som kan skabe udlån for knap 450 milliarder kroner til vækst- og innovationsprojekter.

Samtidig hentes omkring 400 milliarder kroner, som ligger ubrugt hen i EU's strukturfonde. 33 milliarder kroner investeres i et pilotprojekt med projektobligationer, der kan finansiere infrastrukturprojekter i EU.

Men trods en vækst- og jobpagt og en aftale mellem eurolandene om, at EU's permanente redningsfond, ESM, fremover skal kunne låne penge direkte til nødstedte banker, vil krisen bestå, mener Thorning.

- Det er klart, at vi stadig har en krise. Der er ikke én ting, der med et trylleslag kan få krisen til at gå væk, siger hun og glæder sig alligevel over topmødets udbytte.

- Vi har taget de helt rigtige beslutninger, understreger hun.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.