Så er FS Vestthy på banen
Lørdag begyndte det nye fodboldsamarbejde mellem Klitmøller og Vorupør træningen

Førsteholdstræner i Vestthy, Mikael Nielsen i den blå træningsjakke, er her flankeret af Klitmøller-spillere til venstre og Vorupør-spillere til højre. Foto: Diana Holm
Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Så er vi i gang. Sådan lød det fra en af spillerne under opvarmningen, da FS Vestthy lørdag tog hul sæsonen med den første omgang træning på Klitmøller Stadion. Her midt i vinteren er græsset grønt, og solen skinnede på spillerne. Havde det ikke været for en hård og kold blæst fra vest mindede det mest af alt om en forårsdag, da det nye fodboldsamarbejde mellem Klitmøller og Vorupør for første gang var på banen. Perfekte forhold - Det er helt perfekt, sagde førsteholdstræneren for Vestthy, Mikael Nielsen, der kunne byde godt 20 spillere velkommen til den første omgang træning, hvor der var afbud fra omkring 10 spillere heraf et hold Vorupør-spillere, der var til regionsfinale indefodbold. Der var ingen nye ansigter til den første omgang træning, hvor der var dobbelt så mange spillere fra Klitmøller som fra Vorupør, og de skal nu danne fælles hold i den kommende sæson, hvor første- og andetholdet begge spiller i serie 3. - Formen er lig nul, konstaterede en af spillerne efter en løbetur, inden træningen fortsatte med småspil. Nu har han og de andre spillere godt to måneder til at finde formen, inden det går løs med i turneringen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.