Så er skraldemændene med igen

Sneen er smeltet, og hele vejen rundt om fjorden kører skraldebilerne nu uden forsinkelser.

De ekstra containere til affald, som I/S Fælles Forbrænding satte op, så private kunne aflevere dagrenovation og få ekstra sække med sig hjem, er fjernet og på kommunen smiler Helle Kragelund igen. Det var mest hende, der tog imod, når folk ringede for at brokke sig over manglende tømning. -Jeg har måttet lægge øre til meget brok og ind imellem har det været ganske urimeligt, fordi folk slet ikke ryddede, så skraldemændene kunne komme til, siger Helle Kragelund, der også håber, at det varer meget længe, før vi får sådan en vinter igen.