EMNER

Så er valgsejren heller ikke større

SARKOZY Et forslag om at hæve momsen fra 19 procent til det ildevarslende danske niveau på 25 procent kan meget vel have vist sig at give bagslag for Frankrigs nye præsident, Nicolas Sarkozy. For nok sidder hans parti forholdsvis sikkert på et flertal i det franske parlament med sine 345 ud af 577 pladser - men det er stadig et vist stykke fra den jordskredssejr på ikke færre end 470 pladser, som nogle af meningsmålingerne havde forudsagt. Ligesom i USA, hvor præsidenten er republikaner, men flertallet i kongressen demokrater, kan der politisk set være et godt spil i at have modsætninger repræsenteret. Tilbage står sådan set kun en mere end stille undren over, at et demokratisk land som Frankrig kun er i stand til at mønstre en valgdeltagelse på 60 procent. I en verden, hvor demokratiske tilstande bestemt ikke er nogen selvfølge.