Hospitaler

- Så er vi i gang

Ulla Astman tog i går første spadestik til det ny sygehusbyggeri i Thisted.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Vagn Nørgaard, formand for byggeudvalget, benyttede en træstub som talerstol, da han bød velkommen til den officielle start på det store byggeprojekt foran Sygehus Thy-Mors i Thisted.

"En utrolig stor fremtidssikring af vores sygehus" kalder sygehusdirektør Michael Storm Klausen det byggeprojekt, der i går tog sin officielle begyndelse, da regionsrådsformand Ulla Astman stak spaden i græsplænen foran sygehuset. Byggeriet af den nye fælles akutmodtagelse (FAM) er et projekt til knap 120 millioner kroner. Når bygningen står færdig i 2013 vil det blive den vej, man som patient kommer ind i sygehuset. Her bliver modtagelse, traumestuer, røntgen, CT-skanner, intensivt sengeafsnit og mange andre funktioner. Akutmodtagelsen vil blive bemandet med speciallæger inden for en lang række områder. - Det kan være med til at sikre bedre patientforløb, idet patienterne straks ved ankomsten vurderes med henblik på videre behandling. Dermed effektiviseres udnyttelsen af ressourcerne, indlæggelsestiden bliver kortere, og patientsikkerheden forbedres, understregede Ulla Astman i sin tale. Efter at have ønsket både håndværkerne og sygehusets personale god arbejdslyst, greb hun spaden, flyttede en græstørv, og konstaterede muntert: "Så er vi i gang". God arbejdslyst og tålmodighed bliver der brug for i de to år, byggeprojektet kommer til at stå på. Den nye bygning skal efter planen stå færdig i begyndelsen af 2013, og først i slutningen af 2013 er ombygningen og renoveringen af sygehusets eksisterende vestfløj afsluttet. Bag vinduerne i den gamle hovedbygning finder man blandt andet sygehusets intensivafdeling, der kommer til at blive nærmeste nabo til den store byggeplads. Men det bliver man simpelthen nødt til leve med, for det er umuligt at flytte afdelingen, konstaterer chefsygeplejerske Lone Sandahl. - Vi kommer sikkert til at opleve alle de gener, der plejer at følge med et stort byggeri, som støj og støv. Men sådan er det, og det skal nok blive rigtig godt, når det er færdigt, siger hun og tilføjer, at byggeriet da i det mindste ligger stille om aftenen og om natten. Imens håndværkerne knokler ude på byggepladsen, kommer sygehusets personale sideløbende til at arbejde med at få de nye arbejdsgange på plads, inden den nye akutmodtagelse står klar til at blive taget i brug i 2013.