Socialforhold

- Så får jeg da et måltid mad

Værestedet TEMA TEAM står ifølge socialudvalgets sparekatalog over for lukning ved udgangen af året. For Ib Dam Jensen, som er en af stedets brugere, kan en lukning få store konsekvenser.

Værestedet TEMA TEAM har stor betydning for Ib Dam Jensen og værestedets andre brugere. Foto: Kim Dahl Hansen

Værestedet TEMA TEAM har stor betydning for Ib Dam Jensen og værestedets andre brugere. Foto: Kim Dahl Hansen

58-årige Ib Dam Jensen ligger langsomt det ene ben over kors på det andet ben. Hans blålilla uldsokker kigger frem i sprækken mellem kondiskoen og buksekanten, da bukserne trækker sig lidt op. Han finder sin lighter frem fra inderlommen og tænder sin hjemmerullede cigaret kigger frem for sig, før han svarer. - Det er helt perfekt for mig at komme her på værestedet. Jeg kan slet ikke se, hvor jeg skal gå hen, hvis TEMA TEAM lukker, fortæller Ib Dam Jensen eller 'Begonia', som han også bliver kaldt af de ansatte og brugerne på værestedet. Fra direktør til social bums Fra mandag til fredag kommer Ib Dam Jensen hver dag fra klokken ni til tolv på værestedet. Han skal møde op hver dag for at få sin bistand, men det er ikke en sur pligt for ham. - Jeg er virkelig glad for at komme her, og det sikrer også, at jeg kommer op hver morgen og kommer i gang på en god måde, fortæller Ib Dam Jensen. Første programpunkt for ham, når han kommer til værestedet TEMA TEAM er at få morgenmad. I dag står denne på et par ristet stykker franskbrød, en kop kaffe, lidt avislæsning og en snak med de øvrige brugere. Og dagens morgenmad koster ham fem kroner. 'Begonia' og blomsterne Ib vandrer rundt i værestedets mange opholdsrum og kontorer med en gul plastik vandkande i hånden. Det er hans opgave at passe og pleje stedet mange blomster og planter. I rigtig mange år arbejdede han i blomsterbranchen. Men for ti år siden sagde ryggen stop. Den var slidt op. Siden dengang har han været arbejdsløs, og de seneste fem år har han været på bistand. Og livet har været et stort bølgehav for Ib Dam Jensen med op og nedture. - Jeg har prøvet at være direktør to gange, men nu er jeg gået fra direktør til socialbums, siger han og griner. Det er fra hans tid som blomsterhandler, at hans kælenavn Begonia stammer. TEMA TEAM sikrer i bølgedalen På opslagstavlen i gangen står dagens menu, og det er dagens helt store højdepunkt. I dag står den på spagetti med italiensk kødsovs. - Hvis jeg ikke kunne få et varmt måltid mad her hver dag, er det slet ikke sikkert, at jeg får varm mad. Det er svært at finde overskud til at lave mad, fortæller Ib, mens han tager et hiv af den hjemmerullede cigaret. Han sidder med lukkede øjne i en havestol i haven og nyder den varme efterårssol. Hver dag bliver der serveret mellem 15 og 20 tallerkener med varm mad til brugerne. Det er nuværende og tidligere alkoholikere, stofmisbrugere, hjemløse, ensomme og andre socialt udsatte, der kommer forbi. Ib Dam Jensen tænker sig eftertænksomt om, da han bliver stillet spørgsmålet om konsekvenserne af en lukning af værestedet for ham selv og de andre brugere. - Det vil være en skandale, hvis de lukker TEMA TEAM. Det vil være rigtig mange, der bliver tabt, og dem skal kommunen så samle op. - For mange af brugerne vil det være helt umuligt at leve uden det her tilbud. Og jeg tror, at der er mange af brugerne, der slet ikke er klar over, hvor store konsekvenser, det egentlig vil få for dem, siger Ib Dam Jensen. Inde i værestedet hus på Søster Annas Vej 4, går Ib hen til en stor plante i hjørnet af stuen. Han stikker en finger i jorden og konstaterer, at den har brug for vand. I samme stue går snakken. To af stedets brugere får afgjort deres daglige dyst i et spil pool og nyder stedets sociale samvær.