Sæby

Så falder julesneen hvid...

I gamle dage var vinteren ofte særlig hård - og sneen svær at komme af med

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der skovles sne med håndkraft, for at rydde vejene. Foto: Sæby Museum.

SÆBY:Jeg glæder mig i denne tid, så falder julesneen hvid.

Vi glæder os, for så ved vi, julen kommer.

Og børnene glæder sig, for så bliver der mulighed for at komme ud at lege, men det er nok ikke alle voksne, der glæder sig over julesneen. Godt nok er den smuk i landskabet, men den er også besværlig.

Om at sne inde...

Falder sneen rigtigt tungt og i store mængder, lukkes vejene hurtigt.

I dag opdager vi det næsten ikke, for vejene ryddes hurtigt igen, og selv om vi skal køre langsomt og forsigtigt, er der som regel snart mulighed for at komme frem igen. Det er kun sjældent, vi virkelig sner inde i flere dage - uden mulighed for at komme i kontakt med omverden.

Ikke desto mindre skal der ikke falde meget sne, før vi føler os besværet og nyhedsfladen er dækket med historier om det.

Flere meget hårde vintre

”Men i gamle dage, da var der snevejr til” - det har vi altid hørt. Og det til både glæder og besvær.

Der har gennem tiderne været flere hårde isvintre og snestorme, der lukkede veje og afskar landsbyer og gårde helt fra forbindelse til omverden. Da kom sneploven ikke forbi og fik ryddet vejene, så folk kunne komme på arbejde til tiden. På gårdene måtte karlene ud for at rydde vejene. Det var en pligt, at alle mand stillede med skovlene, og derfor kunne der gå flere dage, før vejene var ryddet for sne og åbne for trafik.

Alt blev mere besværligt

Selvom arbejdet på landet foregik hjemme på gården, var man stadig afhængig af farbare veje.

For eksempel skulle mælken leveres til mejeriet. Det var ikke kun på vejene, vinterens sne og frost voldte problemer på landet. Sneen besværliggjorde al færden. Om vinteren bestod meget af foderet til gårdens kreaturer af roer, der var gravet ned i en kule på marken. Var der frost, var det et hårdt arbejde først at hugge sig gennem den frosne jord, for at komme ned til roerne. Og var der snefygning, var arbejdet strengt for både mænd og heste. Men det var nødvendigt, da dyrene jo skulle have deres mad.

Kuttere skruet i havet

Isvintrene var ikke kun hårde på landet, men også på havet.

Ud for Sæby ligger vraget af dampskibet ”Lolland”, der i 1881 blev skruet ned af isen. I flere dage havde dampskibet været frosset fast og var drevet med isen op og ned i Læsø Reden - indtil det til sidst sprang læ og sank. Besætningen kunne redde sig ved at gå over isen til et andet skib, der også var frosset fast. Og nysgerrige beboere fra Sæby tog også turen over isen for at kigge på de indefrosne skibe.

Igen i 1940’erne var der kraftige isvintre, der satte en stopper for al sejlads og fiskeri fra Sæby havn. Flere kuttere og fragtskibe blev fanget i isen på havet. Igen kunne besætningerne i nogle tilfælde gå i land over isen, mens andre måtte blive i dagevis på de indefrosne skibe og kom i land med svære forfrysninger. Nogle kuttere blev skruet ned af isen, men ellers måtte man bare vente på tøvejr. Sådan klarede andre vinteren uskadt.

Helt nye legemuligheder

Efter flere uger med hård frost og blæst skruede store isflager sig op til bjerge på havnens moler, og der gik længe, inden havnen igen blev sejlbar.

For børnene i Sæby har de store snebjerge på havnen været spændende, og sne og is gav helt nye muligheder for sjov og leg.

Når åen frøs til blev den en ideel skøjtebane, og bakkerne blev til perfekte kælkebakker.

I Sæbygård skov har mange af byens børn kastet sig ud på den farefulde færd ned af Djævlebakken. Det var dog ikke kun byens børn, der nød snesportens aktiviteter. De voksne startede en skisportsklub, der arrangerede stævner med langrend i Sæbygård skov.

Så selvom vinteren var særlig hård i gamle dage, var det også en festlig tid, når julesneen den faldt hvid.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.