Så fandt de endelig børnenes Nordpolen

De nye institutioner i Skagen, Regnbuen og Pilekrattet, indviet

Tove Enevoldsen og Peter Broen
Institutionschef og politikere på rundvisning i vuggestuen Regnbuen, der er flyttet fra Spliids Vej til den nye institution.
Naturvidenskab 1. april 2011 12:00

Nordpolen er et godt sted, man finder - i hvert fald i Peter Plys' og hans venners verden. - Vi har også været på en "ekspososion"! Nu har vi fundet vores lokale Nordpolen. Her er udsyn, bæk og bakker og plads, vi kan bruge alle vore sanser - og børnene får en hammergo' motorik, sagde dagtilbudsleder John Høst Sørensen, da der endelig var officiel indvielse af vuggestuen Regnbuen og børnehaven Pilekrattet. Historien begyndte i 1987, da en gruppe pædagoger og børn indtog den tre tønder land store mark. Her skulle udvikles pædagogik. Den hed Kløvermarken, indtil det meste af institution blev revet ned. Af den gamle bygning er kun en del af Pyramiden tilbage. Her varmede den store masseovn, da gæster blev budt velkommen til indvielsen. Her blev holdt et par taler, spist sandwich og råbt Skagen-hurraer, inden gæsterne i mindre grupper blev vist rundt i den store todelte institution. Nogen har talt op, at der er 26 døre i institutionen, der med større og mindre rum forgrener sig ud fra det samlende torv, personalerum og det køkken, der er tænkt som et fælleskøkken for alle institutioner i Skagen. På indvielsesdagen modtog kommunen dokumentation for, at bygningen er "20-25 procent bedre end et energiklasse 1 byggeri". Institutionen er på i alt 1.200 kvadratmeter. - Den kan varmes op for det, som det normalt koster at opvarme et parcelhus på 180 kvadratmeter, forklarer salgs- og produktionschef Karl Andreassen fra Harresø Byggeforretning, der har stået for byggeriet. Han fortæller, at institutionen er den 5. mest tætte bygning i verden. - Den eneste forskel på denne bygning og et rigtig passivhus er vinduerne, forklarer Karl Andreassen. Kommunens økonomi rakte ikke til et passivhus.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...