Skagen

Så fattige er vi ikke

Jeg er rystet over, at politikerne i Skagen har planer om at lukke vuggestuen. Det kan ikke passe, at Skagen er så fattig, at der ikke er råd til at have en vuggestue til vore små medborgere. Jeg har været så heldig at være farmor til to børn, som har gået i vuggestuen og i særdeleshed har jeg været imponeret over den ro der er ved for eksempel spisesituation. Jeg har oplevet, når jeg er kommet for at hente mit barnebarn, at 10-12 børn sad stille omkring middagsbordet. Hagesmækkerne var så store, at de også blev brugt som en "dækkeserviet". Den hjemmelavede mad blev bragt ind sammen med en lille udnævnt "madmor" og ingen begyndte at spise før der blev sagt værsgo. En helt utrolig dejlig oplevelse. Jeg vil tillade mig at sige, at politikere og embedsmænd mangler respekt for det pædagogiske arbejde, der gøres, og jeg håber inderligt, at man opgiver tanken om en lukning. Forældre i Skagen skal have valgmulighed og en vuggestue er samtidig også et stort aktiv for Skagen.