Så fik Vendsyssel sin sidste stump motorvej

I går åbnede motorvejen mellem Brønderslev og Hjørring

Brønderslev 29. september 2002 08:00

HJØRRING: Efter mange års politisk polemik kom endelig dagen, hvor den sidste motorvejsstrækning i Vendsyssel blev indviet - nemlig den 21 kilometer lange strækning mellem Hjørring og Brønderslev. Nu mangler kun strækningen mellem Bjergby og Hirtshals, som ikke etableres som motorvej, men som en tre- og firesporet vej, der forventes færdig i 2004. Åbningen blev i Hjørring markeret dels med en en officiel indvielse af trafikminister Flemming Hansen (K) og dels med en kæmpe byfest i Hjørring, som strakte sig langt ind i natten til søndag. I første omgang foregik det på Vendelbohus, hvor projektleder Helle Blæsbjerg fra Vejdirektoratet gennemgik arbejdet med motorvejsstrækningen for godt 200 indbudte gæster, som spændte over folketingsmedlemmer, amtsrådspolitikere, byrådspolitikere, ansatte i Vejdirektoratet samt andre med officiel tilknytning til projektet. Herefter kørte tre busser via den gamle motorvej mellem Hjørring og Brønderslev til motorvejen, hvor et par tusinde mennesker ventede på den officielle indvielse og de taler, der følger med en sådan begivenhed. Ingen sovepude - Det er et stykke berømt og måske også berygtet stykke motorvej, jeg i dag skal indvi, sagde trafikministeren med henvisning til at en politisk beslutning om at bygge en motorvej kan tage betydeligt længere tid end selve anlægsarbejdet. - I dag rykker Vendsyssel nærmere de sydlige og østlige egne af Danmark, og det kommer til at betyde meget for erhvervsudviklingen, velstanden og samhandelen. Nu kan man sende varer fra sted til sted hurtigere og mere effektivt end tidligere, og det er meget værdifuldt, sagde han og klippede derefter snoren med en til lejligheden forgyldt saks over. Herefter var det amtsborgmester Orla Havs (S) tur, og han fandt ingen grund til at skjule, at Nordjylland i dag havde en glad amtsborgmester. - Motorvejen giver nye muligheder for at tiltrække virksomheder til landsdelen, ligesom vi ikke skal overse, at Vendsyssel ikke markerer afslutningen på Jylland, men starten på en vej til Norge og Sverige. Men vi skal samtidig huske, at der kun er to ting, som kommer af sig selv - nemlig lommeuld og sult, sagde Orla Hav som en opfordring til både politikere, erhvervsliv, detailhandel og turisme om at arbejde sammen om at få skabt de rammer, der tiltrækker både nye tilflyttere og nye virksomheder til landsdelen. Hjørrings borgmester, Bent Brown (S), var også en glad mand, men han kunne ikke dy sig for et lille prik til trafikministeren. - Du er den tredje minister, der besøger Hjørring i denne uge ... vi har nok ventet længst på dig, men lad nu det ligge, sagde han med henvisning dels til den kendsgerning, at Hjørring har haft besøg af både forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) og socialminister Henriette Kjær (K) i den forløbne uge. Bent Brown fastslog desuden, at han ikke troede meget på de undersøgelser, som viser, at erhvervsudviklingen som følge af nye motorveje er til at overse. - Vi deler ikke den opfattelse. Vi er på vej ind i en dynamisk og kreativ fremtid, sagde han, hvorefter den næste borgmester trådte til mikrofonen - nemlig Jens Arne Hedegaard (V), der er borgmester i Brønderslev. - Et stykke vej er i sig selv ingenting. Det er os mennesker, der skal gøre den til noget, sagde han. Nostalgisk køretur Umiddelbart inden indvielsen af den nye motorvejsstrækning kørte tre busser de officielle gæster fra Hjørring til motorvejen. Det var vel de færreste, der tænkte i nostalgiske baner undervejs, men turen gik ad den allerede "gamle" hovedvej mellem Hjørring og Brønderslev. Her kunne man næsten have forventet, at de fastboende langs vejen havde stået med flag og båthorn for at fejre den kendsgerning, at de tre busser repræsenterede afslutningen på den tætte trafik med godt 11.000 daglige køretøjer på vejen. Fremover forventes omkring 75 procent af trafikken nemlig at benytte motorvejen, hvorfor der bliver ganske stille og fredeligt på hovedvejen, og det kunne de jo egentlig godt have fejret - beboerne. Men det var jo nok tilstede på motorvejen for at se årsagen til den fred og ro, som allerede lørdag eftermiddag sænkede sig over hovedvejen - og for at være blandt de første, som prøvekørte strækningen, en tur, som de dog kom til at vente lidt på. Efter ministerens officielle klip, gik der nemlig godt to timer, før Hjørring Politi havde gennemkørt den nye vej og konstateret, at formalia var i orden, samt godkendt, at Vejdirektoratet fjernede vejspærringerne, så bilisterne kunne indtage den næsten jomfruelige asfalt. Byfest Men hvor de ivrige privatbilister måtte vente på den første køretur, var der til gengæld anderledes gang i den i Hjørrings midte, hvor det, som visse journalister elsker at beskrive som "et væld af aktiviteter" udfoldede sig. Her var der børnegrandprix, hvor selveste Razz både underholdt og overrakte præmier til vinderne, tryllekunster, gratis dykning i en tre meter høj tank, folkedans, transvestitshow, diverse optog samt koncerter med både kendte og ukendte navne. Byfesten sluttede først sent lørdag nat - og for nogle givetvis først søndag morgen, hvor de så meget passende kunne (eller kan) fortsætte i en række af Hjørrings modebutikker, som i dag, søndag, holder åbent i forbindelse med et landsdækkende arrangement, hvor modens brancheorganisationer forsøger at søsætte en ny søndags-tradition.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...