Overenskomster

Så gå dog hjem, chef

En arbejdsuge på 70 timer er ikke vejen frem for en succesrig leder i dag. Tankegangen om at arbejde hårdt for at få succes er et levn fra industrisamfundet - men mange ledere tænker stadig sådan

En god leder arbejder længe. Sådan lyder myten, men i realiteten er det ikke en god ide at lægge 60-70 timer om ugen på jobbet - man bliver simpelthen dummere af at arbejde for meget. Foto: Colourbox

En god leder arbejder længe. Sådan lyder myten, men i realiteten er det ikke en god ide at lægge 60-70 timer om ugen på jobbet - man bliver simpelthen dummere af at arbejde for meget. Foto: Colourbox

"Det er ikke størrelsen, men gørelsen," lyder et gammelt ordsprog. Og tilsyneladende gælder det også, når det kommer til chefer og deres... arbejdstid. Kvantitet er nemlig ikke det samme som kvalitet. I hvert fald ikke ifølge nordmanden Johan Olaisen, der er professor i ledelse og organisationsudvikling ved den norske handelshøjskole BI. Han mener ikke, at der skal 60-70 timer til for at få succes på arbejdsmarkedet. Ikke længere i hvert fald, for i dag er der mange andre ting, som er vigtigere end lange arbejdsdage. - Det er et traditionelt protestantisk svar, som bunder i det gamle industrisamfund, om at hårdt arbejde gør, at du når langt. Det mytiske billede af en hårdt arbejdende, opofrende mand som den ideelle leder, er faktisk det modsatte af, hvad der er brug for i dag, siger Johan Olaisen. Udmeldingen kommer som en reaktion på en afstemning på den norske erhvervsportal E24.no. I forbindelse med E24s kåring, Ledertalenterne 09, har over 10.000 læsere stemt i en uformel undersøgelse om, hvad som er det vigtigste for at nå langt i karrieren. I skrivende stund mener 32 procent af læserne, at hårdt arbejde er det vigtigste. Men det mener Johan Olaisen altså ikke. - Det at man skal ofre sig fuldstændig for jobbet, er en stor misforståelse. Jeg tror, at en chef, som arbejder 30 timer om ugen, men til gengæld leverer gennem andre og som motiverer sine medarbejdere, vil levere bedre resultater, siger Johan Olaisen. Den mest familievenlige chef Morten Jørgensen er direktør i Exakt, en virksomhed med cirka 50 ansatte, der tilbyder laminering, indbinding, skæremaskiner, makulering og tavler til undervisning, konference, planlægning og visualisering. I 2008 vandt han Center for Work Life Balances pris som "Familievenlig chef". Prisen gives hvert år til en chef, der: - er rollemodel for andre - selv arbejder med at skabe balance mellem arbejde og familie- og privatliv - gør det muligt for sine medarbejdere at få balance i livet - skaber resultater Morten Jørgensen er meget enig med professor Johan Olaisen, og selv arbejder han sjældent mere end 40 timer om ugen. - Det varierer selvfølgelig fra uge til uge, og jeg tænker ikke så meget over det. Men jeg arbejder ikke over 40 timer. Jeg har en normal arbejdsuge som mine medarbejdere også har. Det kan godt være, at jeg i weekenden bruger tid på at forberede ting, før familien står op, og det kan være at jeg i en uge arbejder 25 timer og de næste lidt mere, men i gennemsnit holder jeg det på 40 timer, siger Morten Jørgensen. Han mener det er tåbeligt, hvis topledere i dag arbejder 60 timer om ugen. - Hvis man skal starte i et lederjob, lægger man selvfølgelig ekstra timer til at komme ind og få et overblik over jobbet og afdelingen. Interessetimer, kan du sige. Men i det lange løb er chefer ikke anderledes end andre og ingen kan alligevel være effektive i så mange timer, mener Morten Jørgensen. - Hvis du arbejder 60-70 timer hver uge, hvornår pokker skal du så få tid til at dyrke familie og fritidsinteresser? spørger han og understreger, at han selv får allermindst gode idéer og inspiration, når han sidder på sin pind. - De gode idéer til, hvordan jeg kan skabe mere energi og begejstring kommer næsten altid i andre sammenhænge end på kontoret. Når jeg slår hjernen fra og lader op, siger Morten Jørgensen. Ledere skal også hente børn Morten Jørgensen er, i modsætning til mange andre i hans position, heller ikke bange for at sige rent ud, at hans medarbejdere primært arbejder for at få råd til alt det, som ligger uden for arbejde. - Jeg tænker, her i livet kan alt kategoriseres i enten familie, venner/fritid eller arbejde, og alle tre ting er jo nogle parametre der skal fungere, ellers fungerer du ikke ordentligt nogle af stederne. Det er mit mantra, siger Morten Jørgensen, der for nylig læste, at Flemming Østergaard fra Parken udtalte, at mellemledere skulle man bare slide op og så finde nogle nye - Det er da tåbeligt sagt. Selvfølgelig må lederne ikke være i tvivl om, hvad de skal. Men virksomheden skal respektere, at nogle skal hente børn, købe ind og vaske tøj. Også ledere. Ledere er også mor og far, siger Morten Jørgensen. Han mener faktisk at arbejdet indimellem kan være for "tiltrækkende". - Arbejde er jo et sted, hvor du kan få mange impulser og det kan være forbundet med gode og uforpligtende ting. Man er glad og stolt på arbejde. Hjemme har du måske nogle ting, du er tvunget til at forholde dig til: mand eller kone og børn og opvask og oprydning og den slags. Så på én måde kan arbejdspladsen være det sted, hvor du finder overskud til at være en bedre far eller mor. Men du skal ikke flytte ind der. Til syvende og sidst er det stadig noget du gør for at tjene penge. Og at tjene penge har ikke noget formål, hvis du ikke har de andre ting i dit liv, mener Morten Jørgensen. Lange dage gør dig dum Morten Jørgensen tror heller ikke på, at folk kan være effektive, hvis de arbejder for meget. - Når man kigger på det, så er folk måske effektive i 4,5-5 timer, mens de er på job. Jeg tror på, at hvis man sørger for, at folk er i god form, spiser sundt, får anerkendelse for deres arbejde og kan holde de pauser, de har brug for, så arbejder de mere effektivt, siger han. Og det er formentlig rigtigt set. Ifølge en undersøgelse som det finske arbejdsmiljøinstitut har gennemført sammen med University College i London blandt godt 2.200 offentligt ansatte, forringer lange arbejdsdage nemlig den intellektuelle formåen. Det er altså klogt at tænke sig om to gange, inden man arbejder over. Ordforrådet bliver simpelthen mindre, og evnen til at træffe beslutninger bliver dårligere, hvis man arbejder for meget. Undersøgelsen giver ikke noget klart svar på, hvor lange arbejdsdagene skal være, før man begynder at få problemer. Det er individuelt. Men når træthedssymptomer begynder at dukke op, bør man selv bremse op. Morten Jørgensen vil også gerne advare lederne mod at overreagere i forbindelse med krisen. - Lige nu er der måske krise, men bare lidt længere fremme bliver der mangel på arbejdskraft, og derfor skal man som virksomhed passe på. Det er nu, man skal være rigtig klog og vise, hvad virksomheden egentlig står for, og for mig er det i hvert fald vigtigt at holde fast i tilbud til medarbejderne og ordentlige arbejdstider.