Så gå dog i terapi

Det er snart på grænsen med, at oppositionen konstant kommer med angreb på regeringen.

Da de borgerlige havde magten - husker jeg mange gange hvor statsministeren - og Pia K. og ham Claus Hjort Frederiksen på skift anklagede oppositionen for ikke at ville tage ansvar. Og hvad oplever vi så nu? En sur, vrangvillig opposition, som ikke vil deltage i noget som helst. Jeg synes og mener, at oppositionen skulle gå i terapi og forsøge at komme over, at de ikke har magten længere. Se bare, hvad den nye regering har fået gennemført: Gratis hjælp til barnløse - forlængelse af dagpenge - ophævelse af sygedagpengeloftet. Og mange flere gode ting. Kom dog ind i kampen i sure VKO. Hvorfor kan folk ikke fatte og forstå se alt det, VKO har skåret væk igennem de sidste 10 år. Se lige her: Efterlønsreformen (forringelser). Pensionsreformen (forringelser). Loftet over fradraget for fagforeningskontingenter. Halvering af dagpengeperioden. Senere folkepension. Forringelser af kontanthjælp. Forringelser af starthjælp. Forringelser af børnepenge. Forringelser af SU. Fradrag for sundhedsforsikringer. Strengere krav til optjening af dagpengeret. Massive skattelettelser til de rigeste i Danmark. Nordsøolien foræret væk til Mærsk, der mangler 75 mia. kroner i afgifter for olien.