Norge

Så gælles der sild igen

Masser af norske sild på auktionen

SKAGEN:For en snes år siden blev den kaldt guldfisken - den sild, som er egnet til den hollandske specialitet, matjes. Den var altid væsentlig dyrere end almindelige sild. Sådan er det ikke længere. Forskellen i prisen på en almindelig sild til filettering og en matjessild, som blot gælles, er ikke voldsom. Og dét sammeholdt med, at de trawlere og not-fartøjer, som fanger sildene, er blevet stadig større, gør at fiskernes interesse for at finde de specielt fede sild, ikke er så stor længere. - Omkostningerne med de meget høje brændstofpriser spiller en væsentlig rolle for de store norske fartøjer, og da prisen på sild til filettering er ret god, går fiskerne nu først og fremmest efter sild, som det er let at finde og fiske - altså sild, som ikke giver ekstra store omkostninger. Det er så op til os, køberne, at afgøre, om de skal bruges til filet eller om de er egnet til matjes, siger direktør Werner Larsson, Larssons Fiskeeksport A/S. De første matjesegnede sild blev landet i Skagen i slutningen af sidste uge, og indenfor de seneste to døgn er der landet yderligere cirka 1400 tons sild. En del af dem har haft den helt rigtige matjes-kvalitet, mens andre er gået til filet. Werner Larsson tør endnu ikke vurdere, hvordan matjessæsonen som helhed bliver. Dertil er sæsonen endnu for "ung." Foreløbig fiskes de bedst egnede sild forholdvis langt mod nord, og det vil sige, at det er forbundet med store brændstofomkostninger at lande dem i Danmark. Normalt kommer sildene nærmere Danmark, når det bliver lidt varmere, men hvornår det sker og om der til den tid stadig er norske både, der har kvoter at fiske på, er uvist. Der er endnu heller ikke meldinger om, hvorvidt danske notfartøjer eller trawlere til den tid vil forsøge at finde matjessild. Der landes sild til matjesbrug i både Danmark og Norge, og de norske sildesælgere har vurderet, at der til markedet i år er behov for cirka 20.000 ton sild af matjes-kvalitet. Der er tradition for, at de hollandske matjes-sælgere skal kunne præsentere den nye "årgang" på den hollandske flagdag. Det er i år 1. juni, og Werner Larsson mener ikke, at det vil være et problem for nogen, at holde traditionen. Larssons Fiskeeksport er en af få fiskeindustrier hvor man stadig gæller alle matjessild ved håndkraft. Det betyder, at der netop nu er cirka 175 medarbejdere på fabrikken.