Så gik december

Thisted 28. december 2007 05:00

Krybbe eller kuvøse. Det er de underligste lommer, tilværelsen har at putte ens ømskindede person i. Som nu dagen, da man genfinder sig selv på opvågningsafdelingen under et stort sygehus. Hvor er man? Hvor har man været? Hvad er der sket med ens indre dele? Jo, man husker godt den beroligende narkoselæge, der sagde, at nu skulle man sove, og tænke på noget godt og rart. For så ville man sove rigtig godt. Det gjorde man så. Mere end fire timer er gået, siden han sagde det. Nogen eller noget har været indenfor i mit korpus for at foretage sig ting, jeg først langsomt får indføling med. Det er gået, som det skulle, siger sygeplejersken, der står for smertebehandlingen. Jeg siger ikke nej tak, selv om jeg befinder mig i skismaet mellem selv at kunne tænke og at lade dig dysse hen. Det er en mærkelig underverden, jeg er havnet i. Så længe bedøvelsen virker godt og nogenlunde smertedækkende, er her en gravagtig dunkelhed. Så bliver lydene påtrængende. Der er sygeplejerskens rolige stemme, der kommer tæt på og spørger til mine fornemmelser. Der er alle de tekniske lyde, der trænger sig ind på mig, efterhånden som jeg opfatter det store rum, hvor vi ligger mange mennesker i samme hjælpeløse situation på vej til hver vores bevidsthed. Det bipper, ringer, alarmerer, eller tripper bare af sted på en lydvandring, der signalerer normale funktioner. Det er en mærkelig musik. Vi ligger tæt. Hvor der er trukket for, er der bare et tyndt gardin mellem os, et stykke hvidt stof med et mønster, der minder om blå skyer. I båsen overfor ligger en nyopereret mand, der skal have hjælp til at komme af med vandet. Andre hoster og vånder sig ved hver rystelse i kroppen. Der er flere kvindestemmer. Min sygeplejerske og hendes kolleger henne ad gangen har travlt. De lindrer smerter med de medicinske hjælpemidler, og de beroliger med deres stemmer. Selv her i underverdenen er gode forklaringer en dyrebar livseleksir. Ved min ene side ligger en ung mand med rædsomme kulderystelser. Han kan ikke styre hverken sig selv eller sin tænderklapren. Så bliver der rettet en varmekanon mod ham, en brunlig indretning, der minder om noget fra første verdenskrig. Hans rystelser ebber ud, og inden jeg rigtig kommer til mig selv bliver han hentet hjem af sin gravide kone. Så er jeg kommet så vidt, at jeg begynder at reflektere på tiden. Det var morgen, da jeg blev kørt her ned. Nu er det aften udenfor. Jeg ser for mit indre ¿jeg myldretidens trafik ved rundkørselen nedenfor sygehuset. Jeg ved, hvordan det ser ud,ved at byen lever sit liv uden tanke på, at vi denne grå dag ligger her i vores egen verden, sådan som folk med skavanker ligger alle vegne, hvor der tages hånd om dem i håb om at hjælpe os tilbage til endnu et stykke godt liv. Jeg ligger i min vedligeholdte døs og fornemmer travlheden omkring mig. Mine tanker lister af sted ned ad gangene til de operationsstuer, der siden morgenstunden har været oplyst af det skærende hvide lys over læger og patienter. De arbejder endnu. For der kommer stadig nyopererede patienter ind bag de blåhvide gardiner. Må de opererende hænder også i morgen have held og fingerfærdighed med sig. Må viden og kunnen gå hånd i hånd. Dagen igennem har der været ledigt i gardinbåsen ved min venstre side. Nu bliver der trukket for med et ryk, og der er folk derinde. Svage, men intense stemmer. Så trænger der en lyd ud derinde fra. Den allermindste menneskelyd fra et lille væsen, der nok lige er lukket ud af sin moders skød. Jeg ved det ikke. Det kommer ikke mig ved. Men her ligger jeg med mine smerter og i min vågnende bevidsthed og bliver så glad. Det lillebitte klynk knytter an til livet for den spæde derinde, for forældrene og for mig. Ingen i det dunkle rum aner, at jeg ligger her i det mærkelige rum med tårer i øjnene og en klump i halsen og oplever en stjernestund. Vel er det ind under jul, og jeg ligger her og ved, at trafikken er tæt udenfor på min gamle skolevej, hvor en for lille cykel med nefalygte engang var transportmiddel. Nu glaner bilernes stoplygter som røde dyreøjne og her hørte jeg den lille lyd af menneskebarnet. Det må være en meget lille en med den stemme. Så får jeg lidt mere at sove på, og fabler i min slummer noget om en krybbe. Så tales der stille derinde bag gardinet om en kuvøse. Så trilles jeg op på min stue. Juleeventyret har jeg med mig.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...