Så godt som Pink

PINK FLOYD Project går til en - skulle man tro - umulig opgave med stor alvor og indlevelse. ARKIVFOTO

PINK FLOYD Project går til en - skulle man tro - umulig opgave med stor alvor og indlevelse. ARKIVFOTO

Det kræver talent af et nærmest overmenneskeligt format - og mindst lige så meget kunstnerisk og personligt mod - at kaste sig ud i noget så selvmorderisk som at ville gengive et af verdens bedste album, Pink Floyds "Dark Side of the Moon" fra 1973, nummer for nummer i kronologisk orden og tændt live-stil. Men danske Pink Floyd Project - blandt venner åbenbart bare kaldet PFP - klarer den (skulle man tro) aldeles umulige opgave at pløje sig igennem samtlige ti numre, fra "Speak to Me" forbi "Time" og "Money" frem til "Eclipse" med højdepunkt efter højdepunkt undervejs. Fantastisk er det at følge, hvordan PFP - under ledelse af forsanger og guitarist og i det hele taget frontfigur Lasse Kjærulf Andersen - hele vejen går til opgaven med stor alvor og næsten endnu større indlevelse, så resultatet og oplevelsen bliver næsten lige så godt som Pink. Der skal i hvert fald målfoto til at finde de steder, hvor det ti mand store band ikke lige lever op til de skyhøje forventninger, som bandet selv lægger op til med et to et halvt time langt show, der munder ud i netop en gengivelse af "Dark Side of the Moon" fra ende til anden. Blandt de mange rygrislende smukke øjeblikke er - nærmest selvsagt - "The Great Gig in the Sky", hvor der tankevækkende nok skal samtlige tre korsangerinder til at gøre det ud for Clare Torry. Men hvilke korsangerinder...! Line Ekman, Trine Gry og Stine Schwennesen har måske nok vidt forskellige udtryk - men de supplerer hinanden aldeles fortræffeligt til en fælles, formfuldendt og gennemført smuk Torry-hymne, der - som nærmest alt, hvad PFP rører ved - sidder lige i skabet. Dét gælder også et væld af yderst skarptskårne guitar-, keyboard- og ikke mindst saxofon-lækkerier, hvor Pink Floyd Project på den ene side sørger for at lægge sig så tæt op ad Gilmour, Mason, Wright og Waters, at der nærmer sig 1:1 - men på den anden side også giver sig selv lov til her og der at træde bare en anelse ud af skabelonen og give den ekstra live-saft og -kraft. Som når Trine Gry træder til med ekstra vokal i "Mother". Eller når "Money" og "Us And Them" får tilført ekstra mange soloforløb, hele tiden holdt meget nøje inden for Pink-formen. Efter første sæt, båret af en frisk blanding af lindt flydende hits (med den solidt stampende "Another Brick in the Wall" forrest) og mere krævende numre fra den lidt mere syrede ende af repertoiret, finder PFP i dén grad ind på hovedsporet i andet sæt med "Dark Side of the Moon". Og så er gruppens koncert i øvrigt det endegyldige bevis på, at der rent faktisk kan skabes lækker, tæt, kompakt og præcis rock/poplyd i Aalborghallen - hvert eneste instrument, hvert eneste ord i sangene, hver eneste tone stod knivskarpt, måske fordi musikere og vel især lydteknikere virkelig havde taget sig sammen. I hvert fald har jeg aldrig nogensinde før oplevet så gnistrende krystalklar rocklyd i hallen. Så ikke bare musikalsk/kunstnerisk, men også rent teknisk var den en nydelse gennem samtlige to gange fem kvarter. Respekt for det. Og for PFP i det hele taget. Ove Nørhave ove.noerhave@nordjyske.dk Pink Floyd Project - Dark Side of the Moon Aalborg Kongres og Kultur Center torsdag aften. Pink Floyd Project optræder i Det Musiske Hus i Frederikshavn lørdag 13. november og på Hjørring Teater lørdag 11. december.