Så har Amtoft igen en købmand
Folk strømmede til, da Bente Nielsen fredag åbnede købmandsbutikken

Galleri - Tryk og se alle billederne.
AMTOFT:Bente Nielsen fra Fjerritslev slog fredag dørene op til Min Købmand i Amtoft og inviterede indenfor til et brag af en åbningsfest - og kunderne strømmede til fra nær og fjern.
- Det har været helt fantastisk, fortalte Bente Nielsen, der var overvældet over de mange gæster, der kom for at hilse på, sige tillykke og ønske god vind fremover.
- Det kører bare derudaf - måske bliver der så nok lidt mere stille i morgen, lo Bente Nielsen, der havde travlt med ikke blot at hilse på, men også med at betjene kassen i købmandsbutikken, hvor omkring 200 kunder glade købte ind til weekenden efter arbejde.
Det var med andre ord den omvendte verden af den virkelighed, som for blot få måneder siden lukkede købmandsbutikken. Butikken blev den gang lukket på grund af manglende omsætning. Men det er ikke noget, der har skræmt Bente Nielsen, der er klar på at tage kampen op og skabe en unik købmandsbutik i Amtoft, som kan lokke kunder til fra nær og fjern.
- Det gør en forskel, at jeg selv har ansvaret og at jeg kommer i butikken på daglig basis, siger Bente Nielsen - som dog ikke kommer til at stå alene.
- Jeg har ansat en fantastisk dame, som har stor erfaring med det her, fortæller Bente Nielsen om sin nye medarbejder, Lene Thomsen fra Lild Strand.
Butikken vil være åbent fra klokken 7.30 til 18 hver dag, muligvis med lidt kortere åbningstid om søndagen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.