Så har de også prøvet det

32 bilister i den modne alder prøver sig selv og deres biler af og bliver bedre til at begå sig i trafikken

HOBRO:-Jamen, han sagde jo, at jeg skulle køre 80 kilometer i timen. Preben Andreasen har et smørret grin om munden, da han med en kegle i hånden stiger ud af sin Skoda Felicia. Han - det er kørelærer Vagn Mortensen, der nøgternt og med et glimt i øjet konstaterer, at det da var godt, at keglen ikke var en cyklist. Vi er på køreteknisk anlæg i Hobro denne torsdag formiddag sammen med kørelæreren og seks bilister - fire mænd og kvinder - der alle har det til fælles, at der ikke var noget, der hed kørsel på glatbane, da de i sin tid var til køreprøve. Men nu får de prøvet, hvordan både bil og de selv reagerer, når de bremser og manøvrerer forbi de opstillede kegler på den vandglatte asfaltbane. Som for eksempel Preben Andreasen, der i et anfald af overmod fulgte kørelærerens ordre til med 80 kilometer i timen at bremse ned og derefter styre forbi kegle-forhindringerne. Og den gik ikke, Andreasen. Seks-syv kegler blev ofre for Skodaens ukontrollerbare færden. Retfærdigvis må det tilføjes, at såvel Preben Andreasen som de fem andre bilister faktisk havde rimeligt godt styr på deres biler, og de blev bedre for hver gang, de manøvrerede rundt på den glatte bane. Og efter prøvelserne her er de betydeligt bedre forberedt på, hvad der kan ske, når de kommer ud for uventede situationer på glatte veje ude i det virkelige liv. - Det betyder meget, at man får mulighed for både at prøve sin bil og sig selv af under ekstreme forhold og under betryggende forhold, siger 69-årige Preben Andreasen, der varmt anbefaler andre at deltage i de bilistkurser, som Ældre Sagen i Hobro-Nørager arrangerer i samarbejde med kørelærer Vagn Mortensen. - Det er jo 40-50 år siden, de fleste af os var til køreprøve. Og der er unægtelig sket meget siden da, tilføjer han og gør klar til endnu en runde på glatbanen - og denne gang måske knap så hurtigt... Det er tredje gang, Ældre Sagen tilbyder medlemmer genopfriskningskurserne i den ædle kunst at føre motordrevet køretøj på betryggende måde, og interessen er stigende. Første gang var i 1996 med 12 deltagere, i 2000 tog 20 mod tilbuddet, og i år har 31 meldt sig. De er delt op i seks hold, og holdet, der for tiden gennemfører kurset, er det næstsidste i år. To af deltagerne, Oda Bødker og Edith Jakobsen, er i øvrigt med for anden gang. Om der bliver tilsvarende kurser næste år er endnu ikke afgjort. Men det er ikke utænkeligt, at vi vil tilbyde det, og så må vi se om der er tilslutning nok, siger Jørgen Jensen fra Ældre Sagen. Gode bilister Og hvordan er de så - de ældre - som bilister? Vagn Mortensen er ikke i tvivl. - De kører ganske udmærket, og det passer ikke med den megen snak om, at ældre bilister er farlige i trafikken. Jeg synes faktisk, det er en hetz, man kører mod dem. Selvfølgelig er der som i alle andre aldersgrupper nogen, der ikke kører forsvarligt, men generelt synes jeg, at de ældre godt kan køre bil, siger Vagn Mortensen. Men, tilføjer han, ældre bilister har selvfølgelig som alle andre gavn af få rettet de fejl, som de gør - måske uden selv at være bevidst om det. Det gælder ikke mindst at se sig ordentlig for - kigge bagud og til siden. Det gør jeg meget ud af at indskærpe over for dem, siger kørelæreren. Alle seks deltagere på kurset er enige om, at de får meget ud af det, og at flere ældre burde deltage i et tilsvar- ende bilistkursus. - Det er værd at understrege, at man ikke skal op til en prøve - heller ikke i teori - og ens bil tager heller ingen skade, siger Jørgen Jensen. Og det er ganske vist. Preben Andreasens Skoda klarede det ublide møde med keglerne uden så meget som en bule...