Teater

Så hellere originalerne

Det tror pokker, at det lyder som ABBA. For det er ABBA, intet mindre end genforeningen af den hårde kerne af faste studiemusikere fra dengang (1974-82), lutter solide folk som Rutger Gunnarsson og Per Lindvall, anført af det ene B i ABBA, medkomponisten, produceren, arrangøren, pianisten m.m., den nu 61-årige Benny Andersson. Derfor er det egentlig også yderst minimalt hvor meget, der er blevet pillet ved de gamle guldklumper. “Dancing Queen” har fået et lidt stærkere præg af musical. Der er kommet lidt hårdere funkhug over “Voulez-Vous”. Og efterhånden befinder “Money, Money, Money” egentlig ikke langt fra Kurt Weills karakteristiske, kontante pianostil. Ellers er alt næsten som det plejer at være i ABBA-land – med den forskel, at A’erne, altså forsangerinderne Agnetha og Anni-Frid, er skiftet ud med skuespillerne fra “Mamma Mia!”-musicalen i filmudgaven. På godt og knap så godt. Ikke én eneste af de valgte skuespillere har stemmer, der for alvor slår én bagover af benovelse. Bedst klarer Amanda Seyfried (datteren Sophie i musicalen) sig med den helt rigtige og meget typiske musical-glød, især den elegant svajende “The Name of the Game” - i sin tid en af hovedattraktionerne på albummet “The Album” og her forsynet med et ikke mindre spændende luntetrav end dengang. Når det gælder stemmer, er Meryl Streep (moderen Donna) faktisk også jævnt udmærket, ikke mindst i det fejende flotte titelnummer, mens især tidligere tiders 007, Pierce Brosnan (en af moderens gamle kærester, Sam), nok skal holde sig til skuespillet. Hans stemme er ikke den store oplevelse og kan godt falde lidt igennem, tydeligst i duetten med Meryl Streep, “When All Is Said And Done”, der overlever på at være en af ABBA’s stærkeste melodier (og bestemt heller ikke nogen uintelligent tekst). Også uden “Mamma Mia!”-musicalen (og -filmen) som ramme står de 18 gamle ABBA-træffere i store træk faktisk næsten lige så godt som dengang – men så heller ikke bedre. For selv om der cd’en igennem er en meget høj grad af smittende livsglæde, er originaludgaverne stadig at foretrække. Og det har sikkert heller ikke været meningen at stille dem i skyggen. Et godt råd: Lad cd’en spille ud – for oven på sidste nummer, “I Have A Dream”, følger (efter knap 40 sekunders tavshed) et af albummets højdepunkter, det skjulte ekstranummer “Thank You For The Music”, helt enkelt lagt an for piano og Amanda Seyfrieds kønne, vibrerende stemme. Smukt! P.S.: I øvrigt kan det i den grad anbefales at investere i den cd, som musicaludgaven har kastet af sig for et par år siden, “Mamma Mia! The Musical Based of the Songs of ABBA: A Decca Broadway Original Cast Recording”, der med stort held og talent samler meget af energien fra live-forestillingen). “Mamma Mia! The Movie Soundtrack featuring the Songs of ABBA” Littlestar/Universal