Så hold dog kaje

Ernæring 29. juni 2003 08:00
LØKKEN-VRÅ: I en tid, hvor overvægt betragtes som en samfundsforbrydelse på linje med rygning og socialt bedrageri, er det ikke altid sjovt at være ét af de meget omtalte børn med lidt for meget på sidebenene. - Det er elendigt, elendigt, elendigt, at alle blander sig og kritiserer hele tiden, fastslår Lotte på 10 år dybtfølt. Hun et af de 11 børn, der i den forløbne uge var med på Sund Bys sommerskole. - Jeg vil gerne være tyndere ... men hvis de dog bare ville holde kaje, sukker hun. Også Nicole på 12 år er dødtræt af, at der er så megen fokus på overvægt, og hun er ikke engang for rund. Som flere af de andre deltagere på sommerskolen er hun af helt almindelig tykkelse, men som fysioterapeut Line Topholm konstaterer: - Hvis alle de andre i klassen er små og spinkle, kan man godt føle sig for tyk uden at være det. Men på sommerskolen har de i hvert fald haft det sjovt, og her har det godt nok også handlet om overvægt, men ikke på den væmmelige måde. - Vi har lavet en masse sjovt og så har vi snakket om mad, mad og atter mad. Jeg vil i hvert fald til at tænke mere på min vægt fremover, siger Nicole. - Jeg vil også gerne spise sundere. Meget gerne. Jeg har sat mig for at tabe mig lidt, for det har flere i min familie gjort og jeg vil gerne være ligeså go' som dem, siger Lotte. Hun overvejer også at begynde til håndbold, så hun får lidt mere motion end de par kilometer hun går til og fra skole hver dag. Børnene har fundet ud af, at det er en god idé at spise et stykke frugt en gang i mellem i stedet for slik, og det smager ligeså godt. - Jeg har opdaget, at det også smager godt at smække et stykke hamburgerryg sammen med salat, tomat m.m. Det har jeg aldrig gjort før, fortæller Lotte tilfreds. fyt
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...