Så klaphatten passer

Teater 16. september 2002 08:00

TEATER "Erasmus Montanus". Godmorgen, Danmark, og tag den! En ordentlig en på klaphatten, fordi du er en nation af åndeligt indeklemte husmænd - bonderøve er sådan et grimt ord - som har nok i dig selv, som er bange for alt hvad der er fremmed, som ikke kan se ud din egen navle, mens du dyrker dig selv i al din selvtilstrækkelighed og synger: - Vi er røde, vi er hvide/ alle de andre kan rende og - hoppe. Vrisne Ludde - som vi, der ikke er så vilde med Holberg endda, kalder ham - har fået sig en gennemgribende genvridning, re-writing, versionering, opdatering, så man snart ikke ved, hvor man er henne. I hvert fald ikke tidsmæssigt. Det ene øjeblik på baronens egen tid, det næste i nutiden. Og bondeknøsen Rasmus Bjerg, som har været udenlands, kommer ikke hjem fra sine studier som Erasmus Montanus. Han er blevet til Razzie Montana, amerikansk skal det være, taler ikke latin, men managementsprog, og ryger ikke studentikos langpibe, men har en chillum i inderlommen. Det er mere, end man kan klare i andedammen, hvor det er i orden at tale næsten alle de danske dialekter, der findes (og det bliver gjort i forestillingen), men hvor man stiller sig på bagbenene, når der kommer andre meninger frem end dem, der hersker på det lavloftede bjerg, og når de bliver lagt frem på et helt andet sprog. Så er det ikke længer et spørgsmål om, hvem der har ordene i sin magt - og dermed også den magt, der ligger i at kunne ord. Heller ikke om, hvorvidt jorden er flad som en pandekage eller ej. Så er det et spørgsmål om at lukke ører og sind op - eller lade være. I den gennemgribende bearbejdelse er der også tale om huller i ozonlaget og andre aktualiteter. Og jeg nåede lige akkurat at skrive "Bjørn Lomborg" på blokken, før der blev klart hentydet til ham. Situationen ridses også op på en anden måde: I Store Scenes svar på en drejescene, et maskineri der både fungerer som skråplan, som omdrejningpunkt og som bl.a. den lagkage, som livet ikke er lutter. Forestillingen begynder kvikt og morsomt. Den mest belæste i landsbyen, Per Degn, får sig mere end one for the road, faktisk alt for mange, mens han og de andre venter på, at Thorkild Thyrring skal køre Montana det sidste stykke. Og langt hen kan man more sig over den voldsomme opfindsomhed, der - også sprogligt - er lagt ind. Så koger gryden lidt tør. Ikke fordi dampen går af spillet, snarere fordi der bliver tygget lidt for meget drøv på nogle af ideerne. Men så skifter oplevelsen, den bliver farlig - og så politisk, som der hele tiden er lagt op til. Fra at have været lidt af en selvtiljublende tv-quizvært, der bare ryster på hovedet ad de andres uvidenhed, kommer der smerte over Jacob Werles spil i titelrollen. Han bliver en bette mand i knibe, da han skal vælge mellem kærligheden til sin Elizabeth og al den viden, han har med i bagagen. Skal han kalde jorden flad for at score? Ridefogeden, Bue Wandahl, bliver mere og mere nynazistisk. Og endnu farligere bliver det, da Razzie tager imod håndpenge fra løjtnanten (Michael Brostrup - uha! og tak for gåsehuden!) og kommer, ikke i militsen, men i The U.S. Marines. Selv Lisbed - som Montanas udkårne egentlig hedder - bliver småamerikaniseret, med bøjle på tænderne og det hele. Der kommer dry martini'er i glassene og cocktailkjoler og smokinger med mavebælter på forældreparrene. Så bliver grinet stikkende i halsen, vi må gribe i egen barm. Er det det, vi vil, disneyseres? Eller det bedre at blive med at være rød-hvidt danske? Johs. Mortensen johannes.mortensen@nordjyske.dk Ludvig Holberg: "Erasmus Montanus". Iscenesættelse: Terje Mærli. Scenografi og kostumer: Louise Beck. Bearbejdelse: Terje Mærli og Hanne Lund Jensen. Komponist: Henning Sommerro. Medvirkende: Jacob Weble, Ebbe Trenskow, Bodil Lassen, Marie Louise Wille, Jørgen W. Larsen, Joan Henningsen, Troels Malling Thaarup, Lars Lohmann, Bue Wandahl, Michael Brostrup og Ole Jakobsen. Aalborg Teater, Store Scene, til og med 19. oktober.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...