Så knækkede Vendsyssel-filmen

Ove Christensens tropper forpassede endegyldigt oprykningschancen mod HB Køge

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Foto: Jeppe Lodberg/Sjællandske Medier

HERFØLGE:Søndag eftermiddag forsvandt Vendsyssel FF’s sidste teoretiske chance for oprykning til Alka Superligaen. Ove Christensens tropper tabte hele 4-0 på udebane til HB Køge, og dermed er de otte point efter AGF - med blot seks tilbage at spille om.

Det stod 0-0 ved pausen, men her burde Vendsyssel FF have været foran.

- Første halvleg er godkendt, og Ken Fagerberg skulle have scoret. Han brænder tre kæmpe chancer, siger cheftræner Ove Christensen.

I anden halvleg knækkede filmen for vendelboerne på Herfølge Stadion. Nikolaj Hansen bragte få minutter efter pausen HB Køge på 1-0.

- Herefter havde vi ikke det fysiske eller psykiske overskud til at hive os op og tilbage i kampen. Truppen var mærket efter tre kampe på en uge, forklarer Ove Christensen.

Sylvester Seeger-Hansen øgede til 2-0 i det 64. minut, og de sidste fem minutter gik det helt galt. Bruinho og Kristoffer Munksgaard sørgede for, at vendelboerne blev sendt hjem med en sæk på 4-0.

- Det irriterer mig, at vi på den måde falder helt sammen. Det skal ikke være vores stil, fastslår cheftræneren.

Det var Vendsyssel FF’s første nederlag i otte kampe i 1. division. I forhold til kampen om at slutte på tredjepladsen kan Lyngby mandag spille sig tre point foran, hvis de hjemme besejrer Vejle.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.