Så knipser fotofælderne på livet løs

De bebudede stærekasser til fartkontrol på Rute 26 på Mors er nu i brug

Carsten Tolbøll og Bo Lehm
Firmaet, der monterede stærekasserne ville helst holde lav profil. Visse bilister har reageret voldsomt både over for kasserne og dem, der stiller dem op. Foto: Bo Lehm
Trafik 3. november 2018 20:10

MORS: Automatisk trafikkontrol er nu en realitet på Mors. Torsdag opstillede et firma for Vejdirektoratet de bebudede kameraer på Rute 26 på begge sider af frakørslen Nykøbing Nord på Nørrebro. Populært kaldet stærekasser, men i sin permanente form minder fotofælderne mere om benzinstandere med display.

Politiet har fået tilsendt en testfilm for at vurdere, om billederne er skarpe nok. Herefter er stærekasserne blevet aktiveret.

Stærekasserne optager foto af biler, der passerer og sender dem trådløst til politiets bødesystem. I de tilfælde, hvor farten er højere end de tilladte 70 kilometer i timen omkring frakørslen, udskrives der bøde til bilisten.

- Det er umuligt at sige, hvor mange bilister, vi regner med at fange via kasserne. Når alle de 11 steder i landet, der er udpeget som forsøg, har kørt en måned, vil direktoratet evaluere på erfaringerne, siger Marianne Foldberg Steffensen, der er afdelingsleder for trafiksikkerhed hos Vejdirektoratet.

Der har været voldsomme reaktioner på stærekasserne. I Åbybro har man oplevet, at glasset til displayet er blevet smadret hele to gange. Hvad gør I ved det?

- Ja, og den første gang var inden, kassen overhovedet var blevet tændt. Stærekassen skal have den højde, den har, for at kunne fungere med kameraer fra politiets fotovogne. I Sverige hænger kasserne i omkring 2,20 meters højde, og der har man også hærværk i starten, hvorefter det tager af. Det vigtigste lige nu er, at vi bliver ved med at skifte glassene ud, og at man finder en måde at omtale det på, som ikke øger interessen for hærværk, siger Marianne Foldberg Steffensen.

Carsten Tolbøll og Bo Lehm
De minder mere om en benzinstander end om en stærekasse. Foto: Bo Lehm

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...