Så kom Aalborg DH i gang
Efter en katastrofal start på 2012 fik Aalborg DH søndag gang i det unge mandskab, der for alvor fik spillet til at flyde

Dzenita Bajic spillede en stor kamp for ADH og scorede otte mål. Foto: Michael Bygballe.
Bundproppen HC Odense blev sendt hjem med en sæk på 35-23 af et Aalborg DH-mandskab, der havde styr på begivenhederne i begge ender af banen. - Det var lige det, vi trængte til efter en dårlig start. Vi fik spillet rigtig godt offensivt, hvor vores spil virkeligt fungerede, og så fik vi også mange kontrafaser, fordi vi stod solidt i forsvaret, siger Sabine Pedersen, der selv slog til med flere kontrascoringer og blev delt topscorer med Dzenita Bajic med otte mål. - Det er jo nemt at score på kontra, når Ana lægger så perfekte afleveringer hver eneste gang, siger hun. Ana Vojcic i målet var en stor årsag til sejrens størrelse. Med hele 20 redninger lagde hun for alvor låg på gæsternes offensiv, selvom de kom lidt for let til deres scoringer inden pausen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.