- Så kom dødsstødet

Så kom politikerne endelig med afgørelsen om skolernes fremtid i Jammerbugt kommune. Det var desværre ikke den afgørelse, vi måske havde håbet på i Ingstrup.

Man kan næsten kun sige, hvad skal der nu blive af vores by - og hvad skal der ske med vores børn. Hvorfor er det netop vores skole, der skal lukkes og ikke V. Hjermitslev Skole. Men den opfattelse vil man jo altid have, hvis man bor i et lille lokalsamfund, som mister et af sine vigtigste omdrejningspunkter i byen. Vores borgmester Mogens Gade har jo tidligere være ude med, at man skal bevare de små samfund, at man skal bidrage til deres eksistens - og at man ikke politisk vil glemme de små samfund, da vi er lige så vigtige, som alle andre byer i kommunen. Men er det så det, de gør i denne situation, med at lukke vores skoler. I de små lokalsamfund er det jo meget vigtigt, at vi har en skole, for at vi skal kunne tiltrække tilflyttere med børn, så vi kan udvide vores lokalsamfund. Den mulighed fratager politikerne i Jammerbugt Kommune os nu. Borgmester Mogens Gade udtalte sig 25. januar til TV2 Nord, at lukningen af de fire skoler i Jammerbugt kommune vil spare kommunen for 15 millioner om året, som der så kan anvendes til uddannelsesmuligheder i kommunen. Hvorfor skal der være på bekostning af Ingstrup, Hjortdal, Moseby samt Øland/Langeslund skoler, at der skal etableres uddannelsesmuligheder i kommunen. Man kan jo vende den sådan, at hvis man vil uddannes, så kan man tage til Hjørring og Aalborg, som har de rigtige uddannelsesmuligheder. Samtidig stiller jeg tvivl ved de begrundelser, som kommunen fremkommer med. Det har altid skullet lyde som om, at kommunen ikke har råd til at holde disse skoler kørende, og at de er tvunget til at skulle spare. Den opfattelse har jeg desværre ikke, når man på Building Supply den 3. september 2010 kunne læse, at politikerne i Jammerbugt Kommune har givet grønt lys til at arbejde videre med planerne for et nyt, stort uddannelsesområde i Aabybro. Dette er et projekt til 450 mio. kroner, som skulle omfatte en ny skole i Aabybro samt fritidsfaciliteter, nyt AMU, VUC og en ny produktionsskole, som skal ligge i Teknologiparken i Aabybro. Man vil som borger automatisk undre sig over, hvordan Jammerbugt Kommune vil kunne finansiere dette projekt, når de nu ikke kan finansiere de fire lukningstruede skoler. Her tænker jeg på de omkostninger, der vil være til drift og vedligeholdelse af et projekt som dette, både nu og fremover. Man kan jo få den opfattelse, at formålet med dette projekt er på bekostning af de fire skoler, som skal lukkes nu. Når borgmester Mogens Gade siger, at de midler, de vil spare på driften af de fire skoler, kan anvende til uddannelsesmuligheder i kommunen. Borgmester Mogens Gade udtaler, at dette projekt skal være med til at gøre Aabybro til et mere attraktivt sted at bosætte sig. Hvorfor vil kommune så ikke anvende midler på at gøre for eksempel Ingstrup til et mere attraktivt sted at flytte til. Personligt kan jeg ikke se nogen grund til at opføre nyt AMU, VUC og en ny produktionsskole i Aabybro. Hvorfor kan man ikke bare anvende nogle af de bygninger, som man anvender i dag. Som kommune burde politikerne tilgodese alle borgere i kommunen og ikke kun en del af den, som det tager sig ud i dag. Derfor er jeg af den opfattelse, at politikerne bør overveje deres beslutning og tænke på, hvad de gør ved de små samfund, som de rent faktisk lukker. Det hedder sig jo, at man har frit skolevalg i Jammerbugt kommune. Det har vi ikke længere.

Forsiden


Breaking
Her er alle de nye restriktioner, du skal kende
Luk