- Så kom dog i hallen!

AaB Ishockeys manager Karsten Arvidsen er frustreret over sløjt fremmøde i sæsonen. Fredag aften er der gratis entré mod Odense.

Karsten Arvidsen var dybt skuffet efter nederlaget i Rødovre. Foto: Lars Pauli

Karsten Arvidsen var dybt skuffet efter nederlaget i Rødovre. Foto: Lars Pauli

- Hvis folk vil have topsport i Aalborg, så må de også komme ud for at se det i hallen. Sådan lyder opråbet fra AaB Ishockeys manager Karsten Arvidsen, som ikke er tilfreds med al den bare cement på tribunerne i Gigantium Isarena. Den folkelige appel, og nærmest hockeyhysteriske tilstand byen var i, da AaB flyttede ud til Gigantium, er pist væk. Nu kan ikke engang hjemmekampene mod rivalerne fra Frederikshavn trække folk til. For anden hjemmekamp i træk byder AaB Ishockey derfor i aften på gratis entré, når Odense frekventerer postnummer 9000. - Vi har solgt kampen til Kvickly, så jeg håber, at folk går derind og henter en billet, og bagefter kommer ud og får sig en øl og en pølse. Det er penge til os, og god opbakning til spillerne. Der er kæmpe forskel på, om der er et par tusinde eller 1200 tilskuere, siger Karsten Arvidsen. Managerens frustrationer hænger også en del sammen med, at AaB Ishockey endnu ikke har oprustet i denne sæson i stil med konkurrenterne. Sponsorindtægterne er i lighed med tilskuerfremmødet vigende. - Jeg håber på et par forstærkninger, men det ser svært ud lige nu. Jeg kender også til koncernens regnskab, fortæller "Arvid", der håber på, at sponsorerne vil hjælpe til med at hente den back og den center, som vil gøre AaB-holdet slutspilsklart.