EMNER

Så længe abonnementet ikke stiger

Hovedparten af Gug Visse Dall antenneforenings medlemmer valgte sofaen, og er godt tilfredse med at de slipper for en kontigentstigning

GUG VISSE DALL: Et par af de medlemmer af Gug Visse Dall antenneforening, der valgte at blive hjemme fra generalforsamling og se fjernsyn, er godt tilfredse med at de ikke skal betale mere for deres udbud af TV kanaler. - Jeg synes, at vi betaler rigeligt i forvejen og så længe TV3 og Animal Planet ikke forsvinder fra pakken, så er jeg egentlig godt tilfreds, siger Pia Schack, der bor i Gug. Hun er en af dem, der egentlig ikke ser så meget fjernsyn, men udover de to favoritkanaler TV3 og Animal Planet, har hun egentlig også været glad for den lokale 24NORDJYSKE. - Den er jeg ret glad for på grund af det lokale. Men hvis jeg skal betale mere i abonnement, så kan jeg sagtens undvære både 24NORDJYSKE, TV2 Charlie og de andre kanaler vi går glip af nu, siger Pia Schack. I modsætning til Pia Schack, var Bjarne Troelsen helt opmærksom på generalforsamlingen mandag. - Jeg vidste udmærket den var der og min holdning er, at hvis jeg havde været utilfreds med noget, havde jeg jo alle muligheder for at møde op og få lavet om på tingene. - Der er så mange kanaler at vælge imellem og jeg ser ikke halvdelen. Det er mest de danske kanaler og så indimellem en film, som næsten alle kanaler jo byder på, siger Bjarne Troelsen. Dan Jørgensen bor i GVDs dækningsområde, men er ikke medlem af antenneforeningen. Han synes, at de omkring 5000 kroner, han skal betale for at få trukket kabler, er alt for dyrt. Han og lillebroderen Brian Jørgensen, som han bor sammen med, overvejer i øjeblikket at investere i en parabol istedet.