Danmark

Så let kan it-kriminelle gætte dit password

Vi er alt for sløsede, når vi skal finde på passwords, ifølge undersøgelse

It-kriminelle kan nemt gætte dit password, hvis du ikke passer på. Foto: Colourbox
It-kriminelle kan nemt gætte dit password, hvis du ikke passer på. Foto: Colourbox

Opdateret kl. 14:22

DANMARK: Fødselsdage, kæledyr eller navne på familiemedlemmer. Vi er særdeles traditionelle, når det gælder om at vælge passwords til eksempelvis mobiltelefon, netbank og email-konti. Og måske for traditionelle, hvis man skal tro en ny undersøgelse fra Deloitte.

Passwords som fødselsdage og telefonnumre er nemlig ekstremt lette for it-kriminelle at gætte. Og det er dumt at hjælpe tyven på vej, pointerer en ekspert.

Et hav af koder

- De fleste mennesker har i dag et hav af koder, de skal huske. Derfor er det også fuldt forståeligt, at mange vælger passwords, der er lette at huske. Dog bør man være ekstra forsigtig, når det gælder adgangen til personlige data, siger Kim Schlyter, ekspert i cybersikkerhed.

Øverst på listen over danskernes yndlingspasswords er ens egen fødselsdag. Dernæst kommer navne på nære familiemedlemmer og venner. Ens eget navn indtager pladsen som nr. 3.

De mest brugte passwords
Din fødselsdag: 13 pct.
Navn på familiemedlemmer eller venner: 13 pct.
Dit navn: 12 pct.
En talkombination, der er let at huske (fx ens tal eller 12345...): 11 pct.
Navn på kædedyr: 11 pct.
Familie eller venners fødselsdage: 9 pct.
Nuværende eller tidligere adresse: 5 pct.
Dit telefonnummer eller familiemedlems telefonnummer: 3 pct.
Et idol: 3 pct.
Ingen af ovenstående: 36 pct.
-
Har du en favorit-pinkode, du anvender flere steder?
Ja: 55 pct.
Nej: 38 pct.
Ved ikke: 7 pct.
(Undersøgelsen bygger på ca. 1000 interviews og er gennemført af Epinion for Deloitte)

Gætter på millioner af passwords

- En god computer gætter på milliarder af passwords i sekundet. Hackerne har derfor ingen udfordringer med at gætte hverken fødselsdage eller navne. Ligeledes er det en dårlig ide at vælge simple talrækker som 1-2-3-4-5. Sådan en kode tager et øjeblik for en it-kriminel at bryde, siger Kim Schlyter.

Han mener, at danskerne generelt er uforsigtige, når det gælder beskyttelse af personlige oplysninger.

Vi bruger samme koder flere steder

- Ikke bare vælger vi banale koder, der er meget lette at gætte. Mere end halvdelen af os har også en favoritkode, som vi anvender igen og igen både hjemme og på jobbet. Det gør det utrolig let for kriminelle at skaffe sig adgang til data. De fleste succesfulde hackerangreb starter med et svagt password, siger Kim Schlyter.

Som minimum bør man derfor vælge passwords, der både indeholder bogstaver og tal, mener han.

Den stærkeste kode

- En kode, der både indeholder bogstaver, tal og tegn er meget stærkere end en kode, der kun indeholder en af delene. Hvis man ovenikøbet bruger mange karakterer og samtidig mixer store og små bogstaver, gør man passwordet næsten umuligt at bryde, siger Kim Schlyter.

Ud over fødselsdage og navne bruger danskerne adresser, lykketal og navne på kæledyr, når de skal finde på nye passwords.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden