Frederikshavn

Så lykkedes det for FIK og Eller

Olaf Eller ny cheftræner det kommende år i Frederikshavn

FREDERIKSHAVN:I tredje forsøg lykkedes det for Frederikshavn IK at få lavet en kontrakt med trænerkapaciteten Olaf Eller. Den 42-årige tidligere landsholdskaptajn og assisterende landstræner har indgået en et-årig aftale med FIK og flytter 1. maj til Frederikshavn. - Vi må erkende, at det har taget os otte år at hente Olaf Eller til FIK, men tredje gang var åbenbart lykkens gang for os, siger en tilfreds seniorudvalgsformand John Lie. Den kommende FIK-cheftræner var at finde i Frederikshavn Isstadion allerede i går, men det var ikke for at svinge pisken over sin trup før tiden . - Min søn Lars er med for Rødovre ved DM for junior 14, fortæller Olaf Eller, der måtte afslutte sidste sæson som træner for svenske Troja/Ljungby i utide i januar, da klubben fik økonomisk problemer. Den læreruddannede FIK-træner har både som spiller på isen og som træner prøvet lidt af hvert. Som aktiv spiller huskes han især for en glorværdig karriere i Rødovre, men det var i Rungsted, han første gang optrådte som spillende træner. Det skete i perioden 1990-93, hvorefter han fortsatte i klubben udelukkende som træner i yderligere to sæsoner. Med til at slå FIK Fra sin tid som Rødovre-træner kan man i FIK i hvert fald huske sæsonen 1998-99, hvor han gjorde Rødovre til danske mestre efter tre finalesejre over netop frederikshavnerne. Nu får han chancen for at gøre det omvendte, og den mulighed glæder han sig til. - Både som spiller og træner har jeg altid følt mig velkommen i Frederikshavn, og da FIK samtidig har en god, stabil gruppe af ledere samt en ishockeytrup, der vil frem over stepperne, ser det rigtig spændende ud for mig i det kommende år, siger Olaf Eller. - Jeg kender en stor del af truppen ganske godt, og i sæsonens løb overværede jeg deres seneste opgør ude mod Rungsted og Rødovre. - Vi skal selvsagt have fundet en afløser for Johan Westermark i målet, og ellers bliver der tale om små skridt afhængig af de økonomiske muligheder. - Og så bliver min primære opgave at fortsætte det ungdomsarbejde, som den afgåede cheftræner Henrik Christiansen har lavet, siger den nye FIK-træner, der er klar til at indlede sommertræningen efter sin ansættelse 1. maj. - Olaf Eller skal også tilknyttes vores ungdomsafdeling, hvor han på skift vil træne diverse hold, og i det hele taget er det planen, at han skal være primus motor i videreudviklingen af vores egne talenter, siger John Lie.